Rygte: Apple udskyder tablet-frigivelsen
Apples længe ventede ‘tablet’-enhed vil blive tre måneder forsinket. Sådan lyder udmeldingen fra analytiker Shaw Wu fra Kaufman Bros., skriver electronista.com.
Shaw Wu har angiveligt været i kontakt med flere kilder fra Apples komponent-leverandører, som påstår, at den nye tablet vil blive frigivet i juni. Den originale plan var efter sigende, at salget skulle begynde allerede i marts, men “mindre problemer” med batteriet har fået Apple til at udskyde.
Shaw Wu mener ligeledes at vide, at det nye produkt bliver en krydsning mellem en Mac og en iPod – dog med mest vægt på sidstnævnte. Det betyder, at enheden ikke skal erstatte computeren, men i stedet fungere som en “super-iPod-Touch” med fokus på video, spil, internet, e-bøger og applikationer.
Det forventes stadig, at Apple vil benytte den annoncerede event 27. januar til at præsentere produktet.