Sikkerhedstest: Tesla Model Y er den sikreste elbil
Tesla Model Y har været en tur gennem Euro NCAPs omfattende sikkerheds- og crashtest, hvor den har bestået med bravur. Faktisk så godt, at Tesla nu kan prale af, at have den sikreste elbil på markedet.
Tidligere var det den store og dyre Mercedes EQS, der var den sikreste elbil på markedet. Men den er nu overgået af en af markedets mest populære elbiler, nemlig Teslas Model Y. Model Y har fået den højeste score hos Euro NCAP nogensinde givet til en elbil.
Se også: Disse 10 elbiler scorer bedst i sikkerhedstest
Topkarakter til Model Y i crashtest
Euro NCAP blev etableret i 1997 og har siden da testet et utal af biler og vurderet hvor sikre de er. Bilerne udsættes for forskellige prøver og crash test, blandt andet frontal- og sidekollisioner med attrapper (dukker- crashtestdummies) fastspændt i bilernes sæder
Model Y har fået 5 ud af 5 stjerner hos Euro NCAP, hvor den er blevet testet for dens sikkerhed for føreren og voksne, for børn, fodgængere og dens indbyggede sikkerhedssystemer.
Tesla Model Y scorer 97 procent for fører og voksne, 87 procent for børn, 82 procent for fodgængere og 98 procent for sikkerhedsfunktioner). Sammenlagt er det den højeste score givet til en elbil, og ikke mindst alle biler Euro NCAP har testet. Tager vi ikke helt fejl, er det også den højeste score givet i kategorien “sikkerhedsfunktioner” nogensinde.
Se også: Elbilernes specifikationer giver det bedste sammenligningsgrundlag
Ny billigere Model Y introduceret
Det er ikke mere end et par uger siden, at Tesla lancerede en Model Y i Danmark med en lavere pris. Den nye model med baghjulstræk er hele 100.000 kroner billigere og derfor en langt mere attraktiv elbil til familien. Den billigste Model Y kostede tidligere 550.000 kroner, men er nu nede i 449.990 kroner.
Her får man en rækkevidde på 565 kilometer (WLTP), 0-100 km/t på 6,9 sekunder og masser af udstyr. Tesla Model Y byder samtidig på masser af plads og er et godt valg til den store familie. Du kan læse vores test af Tesla Model Y her.
Se også: Test af elbiler