SMS-afløseren RCS ruller ud til YouSee- og TELMORE-kunder
Er du kunde hos YouSee eller TELMORE, kan du enten allerede nu eller inden længe aktivere RCS – også kaldet Rich Communication Services.
RCS er en ny standard inden for tekstkommunikation, som på sigt skal afløse den aldrende SMS-standard. RCS er bundet op på dit telefonnummer ligesom SMS, men kører over din dataforbindelse frem for 2G-forbindelsen.
RCS, eller ”chatfunktioner”, som Google kalder funktionaliteten i Googles Beskeder-app, bringer derfor en række smarte funktioner med sig, som SMS har manglet i mange år.
Du kan eksempelvis sende billeder, videoer og filer i fuld kvalitet, og det er muligt at se, når andre er ved at skrive beskeder. Du kan også reagere på andres beskeder, ligesom det på sigt også vil være muligt at foretage IP-stemme- og videoopkald på tværs af platforme med RCS.
Gruppechats er også muligt via RCS. Det kan man sådan set også via MMS, men det har aldrig været en super god løsning. Med RCS får man en brugeroplevelse, der minder meget mere om apps såsom Facebook Messenger.
Det smarte med RCS er, at det er en standard, der fungerer på tværs af apps og i teorien også platforme. RCS er eksempelvis implementeret i Googles Beskeder-app, som er præinstalleret på mange Android-telefoner. Samsung understøtter det også i sin besked-app, men det er dog endnu ikke tilfældet med Apple. I teorien er der dog intet til hinder for, at Apple gør det, men der er nok nærmere tale om, at Apple ikke har interesse i det.
Læs også: Telenor lancerer SMS-afløseren RCS i Danmark
Gradvis udrulning
Udrulningen af RCS hos kunder hos TELMORE og YouSee ser ud til at være begyndt allerede i sidste uge, og her på Mobilsiden fik vi udrulningen i går, mens flere er begyndt at få mulighed for at aktivere RCS i dagens løb.
Der er ikke umiddelbart nogen mulighed for at fremskynde udrulningen. I stedet må man blot vente, til funktionaliteten bliver aktiveret på ens enhed. Det sker ved, at en meddelelse dukker op i den RCS-kompatible app, man bruger, f.eks. Beskeder fra Google.
Herefter skal man selv aktivere chatfunktioner/RCS, hvorefter man kan benytte de nye funktioner. Du får dog først rigtig gavn af funktionerne, når modtagerne også har fået RCS. Indtil videre er det kun Telenor-kunder, som også har RCS i Danmark.
Det vides endnu ikke, hvornår udrulningen af RCS til YouSee- og TELMORE-kunder er gennemført.