Apple iPad-event i dag: Her er alle nyhederne

Apple gør sig klar til at opdatere sine iPads for første gang siden 2022. Se alt, hvad vi venter til Apples event i dag klokken 16.

Apple iPad-event i dag: Her er alle nyhederne

Det er mere end 18 måneder siden, at Apple sidst opdaterede sin iPad-serie. Det er den længste periode mellem nye modeller, siden Steve Jobs præsenterede den første iPad for første gang i 2010.

Men i dag klokken 16.00 er der nyt til iPad-fans. Her vil Apples topchef, Tim Cook, introducere store opgraderinger af iPad Pro og iPad Air samt nyt tilbehør til enhederne i en halv times online præsentation.

Salget af iPads har været dalende, hvilket er naturligt, når der ikke har været nogle nye produkter i løbet af 2023. I sidste kvartal styrtdykkede salget af iPads med 17 procent. Apple forventer, at tirsdagens lancering sætter skub i salget.

Her er de nye produkter, som du kan forvente ved Apples event i eftermiddag. Se også de nyheder, som sandsynligvis først kommer senere:

Se også: Apple inviterer til iPad-event den 7. maj – dette forventer vi

Nye iPad Pro med OLED-skærme

Hovednyheden bliver en ny iPad Pro med et opdateret design og en skarpere skærm. Det bliver den første iPad, der får en OLED-skærm – samme skærmteknologi, der har været brugt i iPhone siden 2017.

Ud over at forbedre billedkvaliteten giver OLED mulighed for tyndere enheder, og det forventes, at Apple af den grund vil gøre iPad Pro tyndere.

De nye iPads kommer i to skærmstørrelser: 11,0 tommer og 12,9 tommer. Det forlyder også, at de som de første får Apples kommende M4-processor. Disse chips vil hjælpe med at drive AI-funktioner lokalt på enhederne – noget, som er en del af en bredere satsning på kunstig intelligens. AI kommer vi til at høre meget mere om ved Apples WWDC-event i juni.

Vi forventer, at den nye iPad Pro kommer til at koste som minimum det samme som den nuværende iPad Pro – altså 7.999 kroner for udgaven med 11 tommer skærm og 10.999 kroner for udgaven med 12,9 tommer skærm.

Se også: De absolut bedste iPads

iPad Air – nu også med større skærm

iPad Air, som er Apples tablet i mellemklassen, bliver også opdateret på tirsdag. Den store nyhed er, at Apple for første gang vil tilføje nummer to og større variant på 12,9 tommer, som dermed bliver på størrelse med iPad Pro. Med den store iPad Air bliver der dermed en billigere vej til en iPad med stor skærm – bare med skrabede specifikationer.

Den nuværende 10,9 tommer udgave af iPad Air vil blive bevaret, og begge modeller vil sandsynligvis blive opdateret med den M2-chip, som Apple først lancerede i MacBook Air i 2022.

Vi forventer en pris i samme leje som den nuværende iPad Air, der koster 5.999 kroner.

Se også: Top 5: Bedste iPads til prisen

Apple Pencil med haptisk feedback

Det er ingen hemmelighed, at Apple Pencil vil få en fremtrædende plads i tirsdagens præsentation. Apple har vist den tynde stylus frem i billedet med invitationen til eventet.

Det betyder med al sandsynlighed, at der kommer en ny Apple Pencil. Den får angiveligt haptisk feedback, som giver brugeren mulighed for at mærke en lille vibration i Apple Pencil, når de udfører handlinger med den – for eksempel trykker eller tegner.

Man kan højst sandsynligt også klemme på Apple Pencil for at udføre bestemte opgaver.

Apple Pencil blev sidst opdateret i 2023, da Apple lancerede en ny og billigere udgave. Den nye Apple Pencil bliver en erstatning for topmodellen fra 2018.

Se også: Bedste priser og tilbud på iPads

Nyt Magic Keyboard til iPad

Det andet tilbehørsprodukt fra Apple bliver et opdateret Magic Keyboard, der fungerer som et iPad-etui og indeholder et tastatur og en lille pegeplade.

Den nye version forventes at være mere holdbar, være konstrueret i aluminium og få iPad’en til at fremstå mere som en bærbar computer.

Brugere har nemlig klaget over, at den nuværende version kan gå i stykker eller falde fra hinanden efter måneders brug.

Disse Apple-nyheder kommer først senere

Apple arbejder på en billigere version af sin 10. generations iPad. Den model koster i øjeblikket 4.499 kroner hos Apple selv, men Apple vil sandsynligvis gerne have prisen tættere på, hvad 9. generation koster (aktuelt 3.299 kroner hos Apple). Med den manøvre vil Apple kunne udfase 9. generations iPad, men det skulle først ske sidst på året.

Apple planlægger også en opdateret iPad mini, som sidst blev opdateret i 2021. Den nye model får en hurtigere processor, men det sker ikke på tirsdag – først senere.

Det er muligt, at Apple teaser for nye AI-funktioner i iPad Pro på tirsdag, men vi får først Apples AI-satsninger at se med introduktionen af iOS 18 og iPadSO 18 ved WWDC i juni.

Apple er også ved at nærme sig produktionsstart af nye og billigere AirPods. De vil dog først blive lanceret til september sammen med den kommende iPhone 16-serie.

Selv om iPad Pro ventes at få M4-chip, som også kommer til Mac, kommer der ingen Mac-nyheder på tirsdag. Der kommer først nye Mac-computere senere i 2024, erfarer Bloomberg.

Afstemning

Indlæser ... Indlæser ...

Se også: Top 5: Billigste iPad – billige, men gode iPads