Næste iPad Pro kan få MagSafe-opladning
Det er begrænset, hvor meget nyt der kan ske i Apples iPad-serie. Skærmen fylder allerede det meste af fronten, og formfaktoren og dimensionerne er mere eller mindre givet på forhånd. Èn ting vil Apple dog ændre på – opladning.
Ifølge en kilde fra Apple leverandørkæde har Apple nemlig planer om at introducere MagSafe i den opdaterede iPad Pro, der kommer næste år. Det er uvist, om den får den iPhone-tilpassede udgave af MagSafe eller den oprindelige udgave designet til bærbare Mac-computere.
Tidligere rygter har gået på, at Apple vil give iPad en bagside af glas. Dermed bliver det muligt at oplade tabletten trådløst via MagSafe, præcis som det er tilfældet med iPhone. Rygtet stammer dog fra 2021, og det er ikke sket endnu.
Læs også: Ingen nye iPads i år – Apple opdaterer alle iPads næste år
Får næppe iPhone-udgaven af MagSafe
At skifte bagsiden på iPad fra aluminium til glas vil gøre iPaden en hel del tungere. Samtidig forværres hårdførheden. Glas er meget hårdt, men også skrøbeligt. Det fungerer dog alligevel på en iPhone, fordi bagsidearealet er relativt småt i forhold til en iPad. På den store flade, der skal dække en iPad, vil en bagside af glas være knap så velegnet.
Det taler for, at Apple nok vælger en anden MagSafe-løsning end den, som vi kender fra iPhonen. Da en iPad Pro er markant større og tungere end en iPhone, vil MagSafe-designet ikke nødvendigvis være kompatibelt med så stor en enhed. Samtidig skal der også laves nyt tilbehør specifikt til iPads.
Det er derfor usandsynligt, at Apple vælger at bruge det nye MagSafe-design fra iPhones.
MagSafe-opladning via forbedret Smart Connector
Apples MacBook-computere understøtter også MagSafe. Denne variant fungerer ved, at magneter holder ladestikket forbundet til porten på computeren, uden man dediceret skal indsætte kablet i porten. Ligesom to magneter skal de blot være i kontakt med hinanden.
Fordelen ved denne løsning er, at ladekablet nemt kan frigøres fra computeren, hvis man for eksempel snubler over kablet. I stedet for at man ødelægger kabel, port og i værste fald får hevet computeren ned af et bord, frigives kablet uden nogen skader.
iPad Pro har allerede en såkaldt Smart Connector med tre små magnetiske kontakter på bunden af tabletten. Den passer til tilbehør som Magic Keyboard, så strøm og forbindelsen mellem tastaturet og trackpadden går gnidningsfrit igennem.
Apple kan udvide dette stik i 2024-modellen, så den kan klare opladning med højere effekt og flere tilbehørsprodukter. Et rygte om en aluminiumversion af Magic Keyboard til iPads gør, at vi tror mere på en MagSafe-variant i denne retning. Stikket er ikke nær så anvendt i tilbehørsprodukter som MagSafe er. Hvis Smart Connector-stikket kommer under MagSafe-brandet og får understøttelse af 65 watt opladning, vil det formentlig hjælpe på det.
Apple forventes at præsentere en ny serie af iPads i begyndelsen af 2024. En ny version af MagSafe skabt til iPad kan gøre sin debut sammen med OLED-skærme og et opdateret Magic Keyboard.
Læs også: iPad’en kan blive hjemmets nye smart home-kontrolcenter