Taletidskort kan koste dyrt for branchen
Regeringen satte for knap tre år siden fokus på uregistrerede taletidskort, der ses som et sikkerhedsmæssigt problem. I Norge og Schweiz er der krav og visning af id og registrering ved køb, men i Danmark er dette skridt ikke taget endnu.
Ib Tolstrup, direktør i Telekommunikationsindustrien siger til epn.dk, at den nuværende ordning med taletidskort er i orden. Han går ud fra, at Videnskabsministeriet og Justitsministeriet har samme forståelse, da han intet har hørt fra dem. Han tilføjer, at en registrering af brugerne vil være besværlig, og vil koste selskaberne dyrt.
Sidste år trådte en ny telelov i kraft, der betød, at alt internet- og teletrafik skulle registreres. Det kom som et led i den optrappende terrorbekæmpning, men taletidskort har indtil videre ikke hørt under denne lov.
Dog vil taletidskort stadig kunne bruges i politiefterforskninger, da selskaberne også gemmer alle oplysninger om trafik via taletidskort.
Knap en million danskere vælger i dag at ringe via taletidskort, selv om prisen er noget højere end, hvis de havde abonnement.