Teknologien FlashCharge lader telefonen op på kun 15 minutter
I mange år har der været annonceret mange påståede gennembrud inden for opladning af batterier til blandt andet smartphones, men noget tyder på, at der for alvor sker store fremskridt for tiden.
Den kinesiske producent vivo har nemlig i dag præsenteret ladeteknologien FlashCharge under dets gamingbrand iQOO. FlashCharge er i stand til at oplade en telefon med et 4.000 mAh batteri med en effekt på hele 120 watt. Det betyder, at en opladning fra 0 til 100 % er klaret på intet mindre end 15 minutter. Og faktisk er 50 % af batteriet opladet efter blot 5 minutter.
FlashCharge ser ud til at være hentet direkte fra vivos egen Super FlashCharge-teknologi fra sidste sommer, som også oplader med en effekt på 120 watt. Her er opladningen dog overstået på kun 13 minutter.
Teknologien fungerer ved, at strømmen omdannes fra en spænding på 20 volt og en strømstyrke på 6 ampere til en spænding på 10 volt og en strømstyrke på 12 ampere for så at blive spredt til to identiske strømkredse, som hver oplader en battericelle på 2.000 mAh med en strømstyrke på 5 ampere og en spænding på 12 volt.
Læs også: Afstemning: Er det okay, at mobiltelefoner sælges uden oplader?
Men hvor lang tid holder batteriet?
Teknologien minder meget om Xiaomis teknologi med en effekt på 100 watt, som den konkurrerende producent viste frem sidste år. Den formåede at lade et batteri op fra 0 til 39 % på 5 minutter og op til 100 % på 17 minutter.
Med så få minutter til forskel i de nyeste ladeteknologier er det altså ikke længere hastigheden, der adskiller løsningerne det store fra hinanden, men nærmere hvor lang tid batterierne kan holde til den hårde behandling over tid.
De forskellige tilgange til opladning af batterierne, f.eks. ved opdeling af batterierne i mindre celler, vil formentlig slide forskelligt på batterierne. Det store spørgsmål er så bare, hvilke teknologier der kan opnå de imponerende korte ladetider uden at slide for meget på batteriet.
Det er dog svært at forestille sig, at fuld opladning af et 4.000 mAh batteri på 15 minutter ikke sætter sine spor over tid. Derfor kræver iQOO/vivo for eksempel også, at telefoner med deres ladeteknologi skal komme med ekstra lag af grafit og bedre intern køling for at holde komponenternes temperatur tilstrækkeligt nede.
Læs også: Mobilens batteri tager ikke skade af hurtig opladning
Uvist hvornår første telefon kommer med 120 watt opladning
iQOO meldte endnu ikke noget om, hvornår den første telefon kommer på markedet med FlashCharge. Der går dog rygter om, at vi vil få en vivo iQOO-topmodel at se med denne nye 120 watts hurtigopladning.
På et eller andet tidspunkt vil OnePlus formentlig også komme med et flagskib med samme eller lignende teknologi, da OnePlus, Oppo, vivo og realme alle er under samme koncern, BBK Electronics.
Læs også: Nu giver trådløs opladning måske snart mere mening