Huawei har klaret sanktionerne ved at udskifte 13.000 komponenter
Ved årsskiftet udtalte Huawei, at selskabet ikke længere var beredskabstilstand – krisen forårsaget af de amerikanske sanktioner, der blev indført i maj 2019 og sidenhen strammet, var afblæst.
Ren Zhengfei, stifter af selskabet, har nu offentligt forklaret, hvordan Huawei har håndteret og stadig håndterer de sanktioner, som selskabet er blevet pålagt, ikke kun fra amerikansk side, men også fra en række andre lande.
Se også: Kina investerer 700 milliarder kroner i egen chipproduktion
Har redesignet 4.000 chipset
I løbet af de seneste tre år har Huawei udskiftet 13.000 komponenter og redesignet 4.000 chipset og printplader til forskellige produkter i sit sortiment for at tilpasse dem til de sanktioner, som virksomheden står over for.
Der er dog ingen oplysninger om, hvordan Huawei vil håndtere den manglende adgang til mange af de patenter, som vestlige virksomheder har på diverse essentielle teknologier. Mange af de teknologier er nødvendige at have rettigheder til at bruge, hvis man for eksempel vil kunne koble en enhed til 5G-nettet.
Se også: EU investerer 357 milliarder kroner i chipproduktion
Huawei-stifter er ikke anti-vestlig
Ren Zhengfei forklarer til det sydøstasiatiske website, South China Morning Post, at da han var ung, var han imponeret over al teknologien fra Vesten og er det stadig, men pludselig, da sanktionerne blev indført, kunne Huawei ikke længere handle med de virksomheder, der står bag meget af denne teknologi.
“Jeg var helt rundt på gulvet”, sagde Ren Zhengfei om det øjeblik, hvor han fik kendskab til indførelsen af sanktionerne og slår fast, at han stadig ikke er “anti-vestlig”.
Huawei er stadig fast besluttet på at fortsætte sin rolle som smartphoneproducent, men med sanktionerne har selskabet udvidet sit sortiment til at omfatte andre produktkategorier og har også udvidet på forretningssiden med løsninger, der skal hjælpe forskellige industrier med at digitalisere deres aktiviteter.