Nokia kan erstatte Huawei hos verdens 10. største teleselskab

Vodafone Idea Limited er verdens 10. største teleselskab - det har indtil nu benyttet netværksudstyr fra Huawei, men tjansen kan komme på Nokias hænder.

Nokia kan erstatte Huawei hos verdens 10. største teleselskab

Efter sigende skal Nokia have haft samtaler med Vodafone Idea Limited om at erstatte Huaweis radioudstyr i dele af operatørens 4G-netværk. Bliver aftalen til en realitet, bliver det endnu et hårdt slag mod den kinesiske producent.

Huawei kan miste selskab med 270 millioner kunder

Vodafone Idea Limited er en indisk teleoperatør med hovedkvarter i Mumbai og Gandhinagar og selskabet har omkring 270 millioner kunder. Det gør selskabet til verdens 10. største teleselskab. Finske Nokia siges at skulle udruste 12.000 5G-klare radioområder og 4.000 små celler i Dehli, rapporterer Reuters.

I 2021 fortalte indiske medier, at Vodafone Idea havde udvidet en aftale med Huawei om 4G-netværk, et træk der kom kort efter, at den indiske regering havde udsendt et krav om, at alle operatører skulle sikre sig, at deres udstyr kom fra sikre og pålidelige kilder.

Se også: Hvor god er mobildækningen i Danmark?

Sværere og sværere for kinesiske netværksoperatører

Som en lang række andre lande verden over har også Indien foretaget en del ændringer for at gøre det sværere for kinesiske producenter at deltage i implementeringen af 5G-netværket på grund af bekymring for national sikkerhed.

Huawei og konkurrenten ZTE er allerede blevet fjernet fra listen over regeringsgodkendte producenter af udstyr til 5G-test i landet. Hvis Nokia får aftalen i hus, rammer det altså også Huaweis muligheder inden for 4G, i hvert fald i Indien.

Se også: Danske 5G-netværk