Telenor skal selv betale for 10årigs WAP-forbrug
En mor modtog tilbage i 2008 en regning på 4.000 kroner for køb af spil over mobilen. Det var hendes 10årige søn, der havde købt spil via sin mobils WAP-funktion, selvom moren ved købet af mobilen havde spurgt til, om der kunne købes spil og fået et svar, som hun tolkede som nej.
Derfor ville hun ikke betale regningen, og klagede til Teleankenævnet.
Teleankenævnet har nu i en afgørelse slået fast, moren ikke var informeret godt nok ved købet.
I følge teleretningslinierne skal teleselskabet, i dette tilfælde Telenor, sørge for at moren ved, at der er mulighed for at spærre for WAP- og internetforbrug, eller at der kan indsættes forbrugsgrænse.
”Ved indgåelse af abonnementsaftaler om mobiltelefoni bør forbrugeren oplyse, om brugeren af telefonen er mindreårig. Såfremt dette er tilfældet, må den erhvervsdrivende sikre, at forbrugeren har fået behørig vejledning om de risici, der kan være forbundet med udlevering af en mobiltelefon til en mindreårig, samt hvilke foranstaltninger forbrugeren kan træffe for at imødegå disse,” står der i punkt 12.
Derfor afgjorde Teleankenævnet for nyligt, at moren ikke skal betale regningen.
Kunne ikke ske igen
Hos Telenor er man kede af sagen, men siger, at den ligger så langt tilbage i tiden, at der er sket meget lovgivningsmæssigt på området. Derfor ville det i dag ikke være muligt at sagen kunne gentage sig.
-“Vi har alligevel valgt at sende en reminder ud til vores butikker og kundeservice, for at gøre opmærksom på, at de skal huske at informere forældre om mulighederne for at sikre sig,” fortæller Peter Glüsing, kommunikationschef hos Telenor til Mobilsiden.dk.
Læs også:
– Slukket mobil i udlandet udløste regning – 3 er dømt