Teleselskaberne går imod gratis Facebook

En gratis-version af Facebook hitter i udlandet, men i Danmark er det kun et enkelt teleselskab, der tilbyder kunderne gratis Facebook.

Teleselskaberne går imod gratis Facebook

Facebook har netop annonceret den særlige internet-adresse 0.facebook.com, der kan give brugerne på verdensplan gratis adgang fra mobiltelefonen til den populære sociale tjeneste.

Det vil sige adgang til Facebook, uden at skulle betale for den data der bruges.

Topchefen hos Facebook, Mark Zuckerberg, har meldt ud, at 50 mobiloperatører fordelt på 45 lande, allerede nu giver deres kunder gratis adgang til Facebook på mobilen.

Men i Danmark vender både TDC, 3 og Telia tommelfingeren nedad over for det nye Facebook tiltag.

Telenor er med

Kun teleselskabet Telenor er hoppet med på Facebook Zero bølgen, og giver deres brugere gratis adgang til vennernes opdateringer.

“Telenor har indgået en aftale med Facebook, om at give kunderne gratis adgang til tjenesten via 0.facebook.com,” bekræfter Telenors pressechef Peter Glüsing.

Han fortæller samtidigt, at der indenfor det sidste år er sket en firdobling af datatrafikken hos Telenors kunder, og at det i høj grad skyldes Facebook

Ikke nødvendigt med gratis adgang

Men de tre teleselskaber 3, Telia og TDC melder alle, at de ikke understøtter den gratis adgang.

– “Vi tror ikke, fremtiden ligger i specielle adresser til mobile internettjenester, fordi brugerne simpelthen ikke kan huske dem. Vi tror i stedet, det handler om at lave nogle attraktive datapakker, så kunderne kan surfe, hvor de vil til en fornuftig pris,” forklarer Rune Fick Hansen, presserådgiver hos TDC.

Også Telia og 3 mener, at kunderne bare skal sørge for at have et ordentligt dataabonnement.

– “Vi kigger i Telia selvfølgelig på markedet, og er opmærksomme på, at kunderne for alvor har taget facebook på mobilen til sig. Foreløbigt synes vi nu, at vi har nogle meget attraktive datapakker, der gør det billigt og let for vores kunder at bruge facebook rigtigt meget til en lav månedlig pris. Derfor har vi ikke nogen konkrete planer om at indføre facebook zero,” siger Jesper Korsskov, produkt- og marktingdirektør i Telia.

– “Langt størstedelen af vores kunder har fri surf inkluderet i deres abonnement, så de kan i forvejen surfe alt det, de orker på Facebook, uden at det koster ekstra,” fortæller Tanja Møller Andersen, kommunikationskonsulent hos 3.

Hun mener derfor ikke, at det er relevant for 3’s kunder at få gratis adgang til Facebook.

Er man Telenor kunde, og bruger 0.facebook.com, skal man være opmærksom på, at det kun er tekst, der er gratis. Hvis man vil se billeder eller video på Facebook betales almindelig datatrafik-takst.

Til gengæld tilbyder Telenor resten af året gratis Facebook i den fulde version, inklusiv billeder og video, via m. facebook.com.

Læs også:

Sådan bruger du billigst internet på mobilen
Er Facebook virkelig gratis hos Telenor?
Internet på mobilen er for dyrt

Efterfølgende om emnet

Redaktionen har fulgt sagen og her er den seneste opdatering. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. 7/5/2010 kørte vi en artikel der belyste emnet 4G: Hvad betyder det for dig? – Nyheden kan læses her. Læs også seneste nyt om emnet ved at trykke her..