AKG N700 og Y600: Nye trådløse hovedtelefoner med støjreduktion
Samsung-ejede AKG lancerer i dag to nye over-ear hovedtelefoner: N700 og Y600. N700 er flagskibet, hvor Y600 er billigere og primært rettet mod de yngre forbrugere.
Læs også: Test: Sony WH-1000XM3 – Det findes bare ikke bedre
AKG N700 – en konkurrent til Sony WH-1000XM3
Med en vejledende pris på 2.199 kroner er AKG N700 en oplagt konkurrent til blandt andet Sonys populære WH-1000XM3. I N700 får man en premium oplevelse med studielyd af høj kvalitet og med aktiv støjreduktion.
“Med N700 er det muligt at udforske og opdage multidimensionelle toner og hvert lydlag i musikken, hvilket skaber en lydoplevelse i verdensklasse. N700 har førsteklasses støjreduktion, som gør det muligt at høre musik uforstyrret i bussen, under flyvningen, i byens støj eller i andre miljøer, hvor baggrundsstøj ellers risikerer at ødelægge din lydoplevelse. Støjreduktion giver dig muligheden for at forsvinde helt ind i total stilhed for at slappe af, eller hvis du har brug for at koncentrere dig om for eksempel studier eller job.”, skriver Samsung i en pressemeddelelse.
AKG N700 holder strøm i op til 23 timer med ANC aktiveret og de oplades med USB-C. De har indgang til 3,5mm jackstik og vejer kun 278 gram.
Ud over førsteklasses støjreduktion har hovedtelefonerne også Ambient Aware og Talk Thru-teknologi, som gør det muligt at høre, hvad der sker omkring dig og tale med andre uden at tage hovedtelefonerne af.
N700 kommer i et elegant og behageligt design med formbare, polstrede hovedtelefoner og en justerbar hovedbøjle, som får dem til at sidde perfekt. Hovedtelefonerne fås i sort og kan nemt foldes sammen, så de hurtigt kan puttes i tasken eller jakkelommen.
AKG N700 fås i dag i butikkerne med en vejledende pris på 2.199 kroner. Vi har netop fået AKG N700 til test, som inden længe kan læses her på siden.
Læs også: De bedste enheder til streaming af film og serier
Y600 har aktiv støjreduktion til billigere penge
Den billigere Y600-model kommer også til Danmark. De billigere trådløse over-ear hovedtelefoner er skabt ud fra AKGs unikke lydprofil og har ligeledes aktiv støjreduktion.
De er også udstyret med Ambient Aware og Talk Thru-funktionerne, som giver dig mulighed for at kommunikere med omverdenen uden at tage dine hovedtelefoner af. Y600 har et stilfuldt og moderne design og kommer i tre farver; sort, guld og sølv. AKG Y600 holder, med ANC slået til, op til 25 timer på en opladning. De oplades også via USB-C.
Vejledende pris på AKG Y600 er 1.699 kroner.
Læs også: Test: Jabra Elite 85h – Et sæt fænomenale hovedtelefoner