Apple dropper Vision Pro 2 og fokuserer på billigere headset
Apple har indstillet arbejdet på anden generation af Vision Pro-headsettet for udelukkende at fokusere på en billigere model, erfarer The Information. I stedet for vil Apple fokusere på at udvikle en billigere model.
Se også: Apple Vision Pro kommer til Europa
Skift i strategi
Det var ellers ventet, at Apple ville udvide sin Vision-produktlinje med både en ny “Pro”-model og en billigere standardmodel, men efter at have nedjusteret forventningerne til salget af den dyre enhed har Apple i det seneste år nedprioriteret udviklingen af næste generation af Vision Pro.
Apple har trukket ressourcer fra projektet og har i stedet skiftet fokus til at reducere omkostningerne til komponenterne i førstegenerationsmodellen. Samtidig arbejder Apple nu på en mere prisvenlig version, som vil gøre den nye gadget mere tilgængelig.
Se også: De første test og anmeldelser af Apple Vision Pro
Billigere Vision-enhed under udvikling
Apple begyndte angiveligt allerede at arbejde på en billigere Vision-enhed i 2022. Målet er, at den skal kunne sælges for cirka samme pris som en flagskibsudgave af iPhone. Det kan betyde en pris på alt fra 9.799 kroner for en iPhone 15 Pro med 128 GB lager og op til 15.799 kroner for en iPhone 15 Pro Max med 1 TB lagerplads.
Ifølge rygtet havde Apple egentlig planlagt at lancere den billigere version i slutningen af 2024, men det kommer sandsynligvis først til at ske i slutningen af 2025. Der har åbenbart været udfordringer med at få omkostningerne ned, uden at det gik ud over funktioner og kvalitet.
Den billigere model forventes at beholde Vision Pros avancerede skærmkomponenter, men med færre kameraer og højttalere. Apple ønsker også at gøre denne model mindst en tredjedel lettere end Vision Pro.
Tiltrængte forbedringer
Hvis Apple formår at gøre Vision-headsettet både billigere og lettere, vil det løse de måske to største ankepunkter ved mixed reality-headsettet. Den høje pris holder mange tilbage, da mange er usikre på, om headsettet er den høje pris værd.
Samtidig har der været mange klager over, at headsettet er for tungt.
Apple Vision kan altså komme til at sælge markant bedre, hvis det bliver både billigere og lettere. Det kræver dog, at Apple lancerer headsettet i flere lande, da det endnu ikke officielt er tilgængeligt i Danmark. Du kan dog stadig købe Apple Vision Pro i Danmark – se hvordan her.