Ingen vil købe Apple Vision Pro – sælger halvt så godt som forventet

Apple Vision Pro har været hypet som intet andet produkt, men salget af kun det halve af, hvad Apple forventede. Den høje pris på 3.499 dollar er den altoverskyggende barriere.

Ingen vil købe Apple Vision Pro – sælger halvt så godt som forventet

Selv om Apples Vision Pro-headset er hypet som det mest fantastiske, der er sket for wearables i langt tid, har Apple åbenbart ikke helt nemt ved at få solgt det hundedyre headset.

Ifølge rygter har Apple nedjusteret sine forventninger markant i takt med, at efterspørgslen er faldet. I stedet for de forventede mindst 700.000-800.000 enheder i år satser Apple nu på at sælge kun 400.000-450.000 enheder. Det er en halvering i antallet af forventede solgte enheder. Og det må siges at være noget af et fejlskud fra Apples side.

For at gøre ondt værre har Frank Casanova, der hidtil har været Apples marketingchef for Apple Vision Pro, i sidste uge forladt virksomheden.

Se også: Glasset i Apple Vision Pro revner uden grund

Udfordringer i massevis

Nedjusteringerne tyder på, at Apple har ramt helt ved siden af, da de i sin tid skulle beregne, hvor mange enheder, de kunne sælge. Selv om den umiddelbare entusiasme fra brugere og Apple-fans var enorm, er det tilsyneladende ikke slået igennem i salgstallene.

Apples vidunder-headset har heller ikke haft den bedste start, for der har været rygter om glas på skærmene, der spontant går i stykker, og brugere, der leverede headset tilbage efter kort tid. Nogle brugere har oplevet blå mærker og nakkesmerter.

Prisen på headsettet er måske også nok til at skræmme alle andre end de mest entusiastiske brugere langt væk: 3.499 dollar eller cirka 24.000 kroner er mange penge for et uprøvet koncept. Tiden vil vise, om Apple må nedjustere yderligere og måske skære lidt i prisen, eller om Apple Vision Pro virkelig er så visionært, som Apple selv synes.

Det er da heller ikke så mærkeligt, at forbrugerne har svært ved at retfærdiggøre den høje pris, når man kan købe et Meta Quest 3 til en femtedel af prisen af, hvad Apple Vision Pro koster.

Se også: Apple Vision Pro er en prototype – først færdig om fire generationer