Google Pixel Tablet lanceret: Både tablet og trådløs højtaler

Google Pixel Tablet er Android-tablet i høj kvalitet, en smart højtaler og et kontrolpanel til det smarte hjem - og så kommer den til Danmark. Se prisen her.

Google Pixel Tablet lanceret: Både tablet og trådløs højtaler

Sidste år kom Googles Pixel-telefoner, Pixel 7-serien, for første gang officielt til Danmark. I år udvider Google med endnu en produktkategori, nemlig tablets. Den nye Google Pixel Tablet kommer nemlig hertil – og den ser ret smart ud. Se funktioner, specifikationer og danske priser på Google Pixel Tablet.

Google har også netop lanceret Pixel 7a – læs om den her.

Se også: Test af nyeste tablets og gadgets

Pixel Tablet er den smarteste tablet

Google har tænkt grundigt over, hvad Pixel Tablet skulle være for en sag. Det er endt med, at produktet er både en tablet, en trådløs højtaler til hjemmet og en skærm til styring af smart ting i hjemmet – og måden Google har gjort det på er ret simpel.

Når man køber en Pixel Tablet kommer den med en “Charging Speaker Dock”, der er en kombineret stander og højtaler. Med magnet holder den let Pixel Tablet på plads, men den samtidig giver stor og god trådløs lyd, der kan bruges til musik eller film.

Google oplyser, at der er mere end 50 apps, der er optimere til tabletten. Heriblandt Spotify, Minecraft og Disney+.

Derudover har Pixel Tablet indbygget en såkaldt “Hub Mode”, der er lavet til når den sidder i standeren. En enkel brugerflade giver let adgang til smart home-udstyr og der kan aktiveres en digital fotoramme. Derudover kan der også automatisk aktiveres Google Assistent, når den er i standeren, så den altid er klar til at hjælpe.

En lille detalje er, at 30 procent af Pixel Tablet er genbrugsmaterialer. Aluminiumsskallen er 100 procent genbrug.

Dansk pris på Google Pixel Tablet

Google Pixel Tablet har fået en vejledende pris fra 5.299 kroner for 128 GB og 5.999 kroner for 256 GB. I begge varianter er der inkluderet opladerstation med højttaler. Coveret til Pixel Tablet koster 799 kroner.

Pixel Tablet vil kunne købes i farverne Porcelain (råhvid) og Hazel (grågrøn). Den bliver tilgængelig for køb den 20. juni.

En Android-tablet med flotte specifikationer

Men lad os først tage et hurtigt kig på hardwaren i Pixel Tablet, der ser ganske lovende ud.

Pixel Tablet har en 11 tommer skærm med en opløsning på 2560 x 1600 pixel. Det er en skærm af LCD-typen med 60 Hz skærmopdatering.

Tabletten har samme chipset som Googles flagskibstelefoner, Tensor G2, samt 8GB RAM og 128 eller 256 GB lagerplads.

Google oplyser ikke batteristørrelse på Pixel Tablet men fortæller i stedet, at den holder til 12 timers videostreaming.

Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner