Google Pixel Watch i officiel video – se hele designet

Google fremviser nu designet på Pixel Watch, der lanceres den 6. oktober. Pixel Watch kommer sammen med Pixel 7- og Pixel 7 Pro-telefonerne.

Nu er der kun få dage tilbage, til Googles første smartwatch skal lanceres, men vi har allerede set det på adskillige renders, som Google tidligere har delt. Denne gang får vi for første gang mulighed for at se uret i en officiel video.

I den seneste reklamevideo fra Google, er det Pixel Watch der spiller hovedrollen. Heri får vi endelig et godt kig på designet på det spændende smartwatch. Den runde skærm fortsætter hele vejen rundt på bagsiden, hvor man kan se et Gorilla Glass-mærkat. Det er med andre ord helt sikkert, at Corning står for beskyttelsen af glasset i uret. Vi ved dog ikke, om også bagsiden er dækket af glas.

Digital krone og knap som Apple Watch

På højre side af Pixel Watch finder vi en enkelt knap og en krone. Tidligere har vi troet, at der ville være to knapper, men det er altså ikke tilfældet. Videoen bekræfter desuden, at kronen kan rotere, så den fungerer nok som en fysisk navigationsknap, som vi kender det fra kronen på Apple Watch.

Vi får også et bedre indtryk af systemet, der holder remmen på plads. Det lader til, at remmen fæstes til urkassen ved hjælp af en roterende bevægelse.

I videoen ser vi også en række statiske og animerede urskiver, blandt andet et med Fitbit-logo. Google har allerede på den officielle webside for Pixel Watch bekræftet, at visse funktioner i smarturet kræver en Fitbit-konto og Fitbit-appen. Det er uklart, hvordan det kommer til at fungere, da Fitbit for nylig annoncerede, at de udfaser sine konti.

Desværre afslører Google ikke meget mere om materialerne, Pixel Watch er konstrueret af – og vi får heller ikke noget at vide om en officiel måling af holdbarheden. Vi må vente med den slags detaljer til lanceringen 6. oktober.

Læs også: Teleselskab “bekræfter”: Google Pixel 7 i Danmark

Kommer sammen med Pixel 7 og 7 Pro

Pixel Watch bliver det først ur, efter Samsungs Galaxy Watch 4 og 5, med Googles nye operativsystem til smartwatches, Wear OS 3. Til eventet den 6. oktober lancerer Google også de nye Pixel-telefoner: Pixel 7 og Pixel 7 Pro. Pixel 7 forventes for første gang nogensinde officielt at blive solgt i Danmark.

Udover et smartwatch og to smartphones forventes også ny router med WiFi 6E samt andre Nest-enheder. Der er vidst ingen tvivl om, at eventet i næste uge bliver stort.

Se også: Test af smartwatches