Neptune, smartwatch der vil redefinere omgangsformen med bærbar elektronik
Neptune Suite er navnet på et nyt smartwatch som netop nu søger støtte på Indiegogo, men der er ikke tale om et normalt smartwatch, i stedet skal uret fungere som den centrale hub hvor man kan tilslutte en række tilbehør for at få større skærm og/eller et tastatur.
Indiegogo indsamlingen går ganske udmærket, målet var 100.000 dollars, men lige nu er der hentet knap 900.000 dollars i opbakning. Kampagnen slutter den 14 april, så der er rigelig tid til at runde millionen.
Den centrale enhed som bæres rundt om håndleddet er Neptune Hub, her er der indbygget 3G, LTE, WiFi, GPS, Bluetooth og NFC. Meningen er dermed, at dette er den smarte enhed man bærer rundt på, ikke sin smartphone. I stedet for kan man have en 5-tommer skærm med i lommen som er relativ dum, men som forvandles til en smartphone når den er sammen med Neptune Hub. Der medfølger også en 10-tommer skærm hvis der ønskes endnu mere plads.
Neptune Dongle kan desuden omdanne en skærm med HDMI indgang til eksternt display for Neptune Hub. Og til sidst medfølger Neptune Keys som er et komplet tastatur der kan kombineres med 10-tommer displayet.
Neptune Hub kører med Android 5.0 Lollipop og af andre interessant specifikationer kan nævnes et 2,4 tommer trykfølsomt display, Quad-core processor på 1,8 GHz, 64 GB hukommelse, højttaler og mikrofon og et batteri på 1.000 mAh.
Skærme som batteripakker
Skærmene leveres med batterier på henholdsvis 2.800 og 7.000 mAh, og kan desuden fungere som batteripakker til den centrale Hub. Skærmene bruger desuden ikke nær så meget strøm som en almindelig telefon, idet de jo ikke er udstyret med al mulig funktionalitet.
Når Neptune Suite lanceres, formodes det at koste 899 dollars (lidt over 6.000,- kroner), støtter man kampagnen inden den 14 april, kan man spare mellem 1.000 og 2.000 kroner afhængig af hvor mange penge man ønsker at lægge nu.
Det lyder som et meget ambitiøst projekt, men en ganske tiltalende ide at man har den centrale enhed med omkring håndleddet, og kan kombinere tilbehør til denne enhed afhængig af hvad man skal lave.
Kilde: Boy Genius Report