Nyt Moto 360-smartwatch kan være lige om hjørnet
Motorola vil i en nær fremtid præsentere sit næste Moto 360-smartwatch med Android Wear-styresystemet, som skal følge op på succesen med første generation af uret fra sidste år, skriver Droid-Life.
Læs også: Moto 360 efterfølger med kodenavn ‘Smelt’ på vej
Det afslører nye oplysninger, som fremgår i en officiel database over alle enheder med Bluetooth-teknologien indbygget.
Siden den 11. maj har det kommende ur optrådt på hjemmesiden, der sammen med Bluetooth 4.1-specifikationen viser modelnummeret BTMW03. Sidste års Moto 360 har modelnummer BTMW01, hvilket er noget nær en bekræftelse af, at der er tale om efterfølgeren.
Registreringen er en indikation af, at der ikke er lang tid, til uret er klar til præsentation, da de sidste godkendelser og registrerer hos en lang række instanser skal indsendes. Sidste års Moto 360 optrådte på hjemmesiden kun få dage, inden Motorola offentliggjorde, hvornår uret kunne købes.
Læs også: Stor opdatering ruller ud til Android Wear-ure
Spekulationer går herefter på, om Motorola vil vise uret frem til årets Google I/O-event, der finder sted fra den 28. og 29. maj lige som det var tilfældet sidste år. Om det kommer til at ske, vil snart vise sig, da der kun er to uger, til den store Google-event skydes i gang.
Få oplysninger om uret indtil videre
Motorola har formået at holde kortene ganske tæt til kroppen, da der kun er sluppet et enkelt utydeligt billede ud på den kinesiske hjemmesiden Weibo, der viser urkassen adskilt fra remmen.
Læs også: Hovsa! Lenovo-chef lækker Moto 360 smartur-afløser
Og så var der jo også lige direktøren for Lenovo, som nu ejer Motorola, der kom til at dele et billede på samme kinesiske hjemmeside. Billedet viser en kuffert med en lang række løse dele til det nye ur – både remme, urkasser og metaldele.
Det viser sig, at der både er en lille og stor udgave undervejs, som meget vel kan få størrelserne 38 og 42 mm som med Apple Watch. Remmen på den mindre udgave er også væsentligt smallere end den normale, som sidder på det nuværende Moto 360-ur.