Se om dine Facebook-data er blevet delt med Cambridge Analytica
41.820 danskere har givet appen ”This Is Your Digital Life” adgang til deres Facebook-data. Er du blandt disse? Det kan du nu finde ud af.
Hvad der lignede en uskyldig personlighedstest, viste sig at være et værktøj til at indsamle data om i alt 87 millioner Facebook-profiler. Disse informationer blev brugt til at påvirke amerikanske vælgere under præsidentvalget i 2016.
Læs også: Facebook indsamler dine data, selv når du er logget ud
Midt i den enorme skandale er Facebook nu begyndt at informere de brugere, der har fået delt deres data med Cambridge Analytica, som stod bag appen ”This Is Your Digital Life”. Beskeden er dog ikke nået ud til alle Facebook-brugere. Derfor har Facebook også udgivet en side, som alle Facebook-brugere kan besøge. Her får man straks svar på, om man er blandt de 41.820 danskere, der har fået deres data delt med Cambridge Analytica.
På siden finder du boksen med titlen ”Blev mine oplysninger delt?” I denne oplyser Facebook, om dine oplysninger er blevet delt eller ej. Hvis ikke dine data er blevet delt, ser du følgende meddelelse:
”Baseret på de oplysninger, vi har tilgængelige, har hverken du eller dine venner logget på “This Is Your Digital Life”.
Derfor ser det ikke ud til, at dine Facebook-oplysninger blev delt med Cambridge Analytica af “This Is Your Digital Life”.”
Facebook opfordrer desuden dets brugere til at gennemgå de apps og websites, som man gennem årene har givet adgang til – altså dem, som man har logget ind via Facebook med. Det kan du gøre på denne side.