Apples mixed reality-headset kan være forsinket til 2023
De seneste rygter om Apples påståede mixed reality-headset har handlet om en lancering i løbet af 2022. Det synes de fleste nok lød som en positiv udvikling med tanke på, hvor længe vi har hørt om headsettet, uden at der er sket det store. Men ifølge Bloombergs sidste nyt om headsettet, er det ikke længere aktuelt med en lancering i 2022. I stedet er headsettet blevet forsinket og kommer først i 2023.
Overophedning kan udskyde Apples AR- / VR-eventyr
Forsinkelsen skal skyldes en række tekniske problemer hos Apple. Det lader til, at problemerne både handler om softwaren og hardwaren, såsom kameraer for eksempel.
Det siges, at der også er problemer med overophedning.
Ifølge de nyeste rygter kan det stadig ske, at Apple præsenterer deres headset mod slutningen af 2022, men at det ikke kommer på hylderne før i 2023. Det siges også, at Apple vil bruge WWDC 2023 til at sætte fokus på at hjælpe udviklerne med at opbygge økosystemet til headsettet.
Desuden skal det siges endnu en gang, at Apple aldrig har bekræftet sine planer for et mixed reality-headset, og dermed har de heller aldrig bekræftet en lancering. Det er derfor svært at sige, om man faktisk kan tale om en forsinkelse eller udsættelse.
Se også: Nyheder om fremtidens teknologi
Bliver det et nyt flop som AirPower?
Som mange nok husker, skete noget lignende med Apples forsøg på en opladningsmåtte, AirPower – først blev den udsat en række gange, og til sidst valgte Apple helt at droppe måtten. Også dengang var et af de store problemer overophedning.
Vi håber dog, at headsetet ikke kommer til at lide samme skæbne som opladningsmåtten. Men med tanke på, at headsettet skal grundlægge en helt ny produktkategori, håber vi, at Apple ikke ender med helt at opgive planerne om lancering.
Se også: Priser på VR og AR headset