Lotus Eletre – en højtydende elektrisk SUV
Lotus Cars har annonceret en nydelig elektrisk SUV, der kombinerer råt udseende, hurtig ydelse og plads til familien i samme bil. Ifølge Lotus kan man finde hjerte og sjæl fra deres superbil Emira og deres fuldt elektriske hyperbil Evija i denne flotte elektriske SUV. Lotus Eletre har en acceleration fra 0-100 km/t på under 3 sekunder, en forventet rækkevidde på 600 kilometer, lynhurtig opladning og sikkert også en pris, som skræmmer de fleste væk.
Se også: Nye elbiler, der kommer i 2022
En superbil værdig
Lotus Eletre vil have firehjulstræk og er bygget på en ny 800V dedikeret elektrisk arkitektur, der omfatter en STOR batteripakke på over 100 kWh. Resultatet er 600 hestekræfter, en topfart på 260 km/t og 0-100 km/t på under tre sekunder.
Lotus går efter en WLTP-rækkevidde på 600 km, hvilket burde være muligt med det store batteri og det aerodynaminske design. Med hensyn til opladning kan den elektriske SUV fra Lotus opnå 400 kilometr efter 20 minutter i en 350 kW-oplader.
Eletre vil selvfølgelig have selvkørende teknologi, men på hvilket niveau af autonom kørsel er endnu uvidst. Det ligner dog, at der er fokus på dette fra Lotus, som udstyrer den med 360 graders kameraer og langtrækkende LiDAR-sensor.
Ren luksus elbil
Eletres krop er bygget i aluminium med komponenter i kulfiber. Tanken med de fine materialer er selvfølgelig at minimere vægten, som typisk er et problem for elbiler – mest på grund af vægten på batterierne.
I kabinen finder man op til 5 sæder, panoramasoltag og et fokus på bæredygtighed. Materialerne består af menneskeskabte mikrofibre og uldblandet sædestof. De hårde materialer er igen kulfiber. Både cockpittet og bagsektionen indeholder OLED-touchskærme og mulighed for trådløs telefonopladning.
Pris på Lotus Eletre?
Der er endnu ikke kommet en pris på Lotus Eletre. Den vil først blive afsløret, når vi kommer tættere på starten af produktionen, som forventes at ske senere i år.