Ny app vil gøre opladning af elbilen lettere

Kun én app til opladning af elbil? Appen Northe giver overblik over ledige ladestandere og klarer også betalingen for opladning af elbilen.

Ny app vil gøre opladning af elbilen lettere

Har du elbil, eller overvejer du en, ved du måske også, hvor besværligt og tidskrævende det kan være, at finde en ledig ladestander og få tilladelse til at oplade bilen på den. Man ender med at have apps for samtlige udbydere, hvilken ender med at gøre opladningen usmart. Det vil appen Northe gøre noget ved med deres nylancerede app, der samler de største udbydere af opladning til elbiler, giver hurtigt overblik over ledige ladestandere og samtidig klarer betaling for opladning.

Se også: Test af elbiler

All in one-opladning af elbil

Northe har efter en vellykket betatest lanceret deres app til elbilister i Danmark. Appen blev i beta-versionen taget vel imod, hvor den efter første lanceringsuge i 2021 havde 1.500 brugere. Nu er appen færdig, og der er store forventninger til den.

Platformen er skabt ud fra ønsket om at skabe et overblik over offentlige ladestandere, så elbilister kan planlægge deres rute hjemmefra og aldrig ende i en situation, hvor de løber tør for strøm.

“Northe er løsningen for alle, der er trætte af at lede efter ladestandere og finde ud af hvilken betalingsløsning, der virker hvor. Vi planlægger din opladning, og du fokuserer kun på, hvor du skal hen,” fortæller David Fauné, administrerende direktør i Northe.

Alle de store udbydere af elbil-opladning er med

Skal en app som denne få succes, skal alle de store udbydere af opladning være med ombord – og det må siges at være lykkedes for Northe. Northe-appen inkluderer nemlig udbyderne E.ON, Spirii, Clever, Sperto, Allego og IONITY. Man kan håbe på, at Northe i fremtiden får lynladestandere fra tankstationer med også – og måske også Teslas netværk af Superchargere, der nu åbnes for alle elbiler.

Samme pris – bare lettere

I appen får man let overblik over ledige ladestandere i nærheden, hvor man derudover kan se udbyderen, prisen per kWh og effekten. Har man brug for kun at finde lynopladere, er der også et filter til det indbygget i appen.

Northe-appen kan også starte opladning samt stå for betalingen. I appen tilføjer man et kreditkort, som kan benyttes til betaling af opladning ved samtlige ovenstående udbydere. Vi håber på, at der i fremtiden bliver mulighed for betaling med Apple Pay, Google Pay og andre betalingsløsninger og ikke kun kreditkort.

Man kan i appen let sammenligne pris blandt de forskellige udbydere og dermed vælge den billigste opladning i nærheden. Man betaler intet gebyr – det er altså samme pris som hos den enkelte udbyder.

Ikke kun i Danmark

Northes app virker ikke kun i Danmark. Man kan også finde og oplade elbilen med appen i Sverige, Norge og Finland.

Northes ydelser henvender sig både til private og virksomheder. Privatbrugere skal kunne føle sig trygge ved at bruge elbilen i hverdagen, også over længere strækninger og på bilferier, og virksomheder, der elektrificerer og skifter til elbiler, har brug for en fleksibel og pålidelig løsning til deres medarbejdere.

Appen hentes til både iPhone og Android-telefoner.

Se også: Nyheder om elbiler