Porsche vil have Googles apps og tjenester i deres biler
Porsche er ifølge seneste informationer i snak med selveste Google i disse dage. Målet hos Porsche er at få mulighed for, at få søgegigantens enormt populære tjenester og apps integreret i deres eget infotainmentsystem.
Porsche infotainmentsystem, med det ret uinteressante navn Porsche Communication Management (PCM), er hverken det flotteste eller mest avancerede system på markedet. Det tyder dog på, at Porsche har forstået hvordan bilernes infotainmentsystem bliver en vigtigere og vigtigere del af en bilerne og undersøger muligheder for at forbedre det. De nyeste informationer fortæller, at Porsche er i snak med Google og andre virksomheder, der udbyder populære tjenester.
Se også: Test og anmeldelse af Porsche Taycan Sport Turismo
Google Maps integreret i Porsches biler?
Ifølge en kilde tæt på Porsche er virksomheden i forhandlinger med Google om at give adgang til Googles apps og tjenester i deres eget infotainmentsystem. Med Google integreret i Porsches biler kan det potentielt give adgang til tjenester som Google Maps, musikstreaming apps, Google Assistent og andre tredjeparts apps uden at skulle tilslutte en smartphone til bilen.
Man kunne dog forestille sig, at det med en software der ikke er baseret på Android vil blive uhyre tidskrævende at bringe disse tjenester til Porsches system.
Porsche også i snak med andre udbydere af apps
Porsche er desuden også i forhandlinger med andre virksomheder som Apple, Tencent, Alibaba og Baidu om integration af deres softwareprodukter. Dette er et dristigt skridt, efter at Porsche har afsluttet sit samarbejde med Volkswagens softwareforskningsafdeling Cariad.
Dette er også en 180-graders vending for Porsche, da virksomhedens administrerende direktør tidligere har udtalt, at de ikke vil tilbyde Google-apps på sine biler, fordi søgegiganten kræver adgang til for mange brugerdata. Nogle andre bilproducenter, såsom BMW, er også på vagt over for Google og er tilbageholdende angående at benytte Android Automotive-infotainmentsystemet i deres biler. Men mon ikke også de ser, hvordan brugerne har store fordele af den brugervenlige software og de apps den tilbyder i bilerne fra Volvo, Polestar og Renault. Flere andre bilproducenter har også meldt ud, at de hopper med på vognen og fremover benytter Googles infotainmentsystem.
Hvis dette går igennem, kan du forvente, at Porsche-biler vil tilbyde native Google Assistant, Google Maps og måske nogle af virksomhedens andre produkter, hvilket vil øge den native brugeroplevelse i bilerne betydeligt.
Se også: Nyheder om elbiler