Knivskarpt billede af Huawei Mate 10 Pro viser helt nyt design
Afsløringen af Huawei Mate 10-familien nærmer sig så småt, men vi har endnu kun fået billeder af Mate 10 Pro at se i relativ lav opløsning. Det gør den altid velinformerede Twitter-tipster Evan Blass dog nu noget ved.
Læs også: Huawei Mate 10 Pro: officielle specs er ude
Han har nemlig delt et billede i et tweet, som viser Mate 10 Pro frem både forfra og bagfra i ultrahøj opløsning. Som en håndfuld billeder fra hjemmesiden Slashleaks sidste uge viste, får Mate 10 Pro et komplet anderledes design i forhold til forgængeren Mate 9 Pro.
Huawei Mate 10 Pro pic.twitter.com/3RgjObXmw6
— Evan Blass (@evleaks)
Først og fremmest ses den 5,99” store IPS LCD-skærm, som dækker nærmest hele fronten ligesom blandt andet Samsung Galaxy S8, LG G6 og iPhone X. Der er et aflangt 18:9-format med en opløsning på 2.880 x 1.440 pixels at finde. Derfor er der lige akkurat blevet plads til et lille Huawei-logo nederst på fronten, hvor der ellers var en fingeraftrykslæser på Mate 9 Pro.
Læs også: Nye billeder viser Huawei Mate 10, 10 Pro og 10 Lite
Fingeraftrykslæseren er derfor rykket om bagpå, hvor det nye billede fra Evan Blass også giver det hidtil bedste indblik i, hvordan den ser ud bagfra. Huawei benytter sig, ikke overraskende, igen af to kameraer på bagsiden. Området omkring kameraerne er nu farvet i et andet, stribet look, der giver en kontrast til resten af bagsidens mørkere farve. Og netop omkring farverne sker der også noget nyt. Mate 10 Pro ser ud til at komme i sort, blå og brun.
Om Mate 10 Pro er udført i metal, hærdet glas eller plastik, er dog umiddelbart svært at sige med sikkerhed ud fra billedet.
Rammen rundt om Mate 10 Pro er også noget anderledes, da der ikke længere er en unibodykonstruktion, men en ramme og bagside adskilt for sig. Knapperne på rammen er dog placeret helt ligesom Mate 9 Pro.
(Close up of the camera module) pic.twitter.com/wXcpChnFas
— Evan Blass (@evleaks)
Evan Blass har efterfølgende delt endnu et billede i et tweet, som viser området på bagsiden med de lyse striber. Her ses det, at kameraet får en blænde på f/1.6 – præcist som billeder fra Slashleaks tidligere viste. Andre lækkede specifikationer viser, at Mate 10 Pro bliver IP67-certificeret og dermed vandafvisende. Telefonen bliver også gennemsyret af kunstig intelligens – eller AI. Alt fra fotografier og strømstyringen til en softwareassistent og en funktion til at live-oversætte tekst med kameraet bliver styret med hjælp af kunstig intelligens.
Læs også: Huawei Mate 10 – tre modeller på vej
Mate 10 Pro vil desuden få et 4.000 mAh stort batteri, en Kirin 970-processor og LTE Cat. 18-netværkshastigheder (1,2 Gbit/s). Afsløringen af Mate 10, Mate 10 Lite og Mate 10 Pro finder sted den 16. oktober ved en stor event i München.