Volkswagen vil fremvise lille byvenlig elbil
Udvalget af elbiler på det danske bilmarked er hurtigt voksende. Der er i dag mange flere modeller at vælge imellem end for blot et par år siden, men langt de fleste af dem er store køretøjer – og ikke mindst dyre. Det vil Volkswagen gøre noget ved, og deres første lille fuldelektriske bil lanceres den 15. marts.
Se også: Test & bedømmelser af elbiler
Sådan vil fremtidens Volkswagen se ud
Volkswagen forventes at blive en af de første af de store velkendte bilproducenter, der vil tilbyde mindre elbiler til mere overkommelige priser. I et opslag på LinkedIn har den tyske bilproducent oplyst, at en præsentation af en ny elbil finder sted på onsdag, den 15. marts. Præsentationen vil fremvise et nyt designsprog for Volkswagen og give et indtryk af den kommende lille elbil.
Det er ikke meget man kender til den lille nye Volkswagen-elbil, men der er ingen tvivl om, at dette er et vigtigt produkt for bilproducenten. Her er hvad Volkswagen skriver om den kommende præsentation:
“Vi gør VW til et ægte kærlighedsmærke igen! I de seneste måneder har vi arbejdet utrætteligt på vores brand og vores produkter.
Sammen med Imelda Labbé, bestyrelsesmedlem for salg og marketing, Kai Grünitz, bestyrelsesmedlem for teknisk udvikling, og Andreas Mindt, chef for design, vil vores CEO Thomas Schäfer vise dig konkret, hvordan vi vil positionere Volkswagen i de kommende år.
Vi vil præsentere en bil, som ikke blot giver en konkret forsmag på en ny elektrisk model fra Volkswagen-mærket, men som også introducerer det nye designsprog for vores fremtidige modeller.”
Se også: Alle nyheder om elbiler
En elbil til folket
Volkswagen har netop løftet sløret for en ny udgave af deres mindste elbil ID.3, men med priser fra 329.990 kroner er det ikke en bil for alle og enhver.
Volkswagen har tidligere meldt ud, at de i 2025 ville være klar med en lille elbil til under 200.000 kroner. Og det er netop denne model, som forventes at blive fremvist i en prototype på onsdag.
Den kompakte elbil forventes at gå under navnet ID.2, men det er ikke meget man ved om den endnu. Tidligere er prototypen ID.Life blevet fremvist, men det tyder på, at Volkswagen har valgt at gå andre veje med hensyn til designet på fremtidens VW-elbiler.
Den lille nye elbil forventes dog først at være klar om to år, men vi får altså snart en forsmag på den. Volkswagen har lige nu de helt elektriske modeller ID.3, ID.4, ID.5 og ID.Buzz, og udover den kommende ID.2 er de også på vej med en elektrisk sedan, ID.7, med op til 700 kilometer rækkevidde samt en elektrisk mikrobil, ID.1.
Se også: Få den bedste elbilforsikring hos if