Tesla vil udvide gigafabrik i Berlin: Bliver Europas største
For knap halvandet år siden åbnede Tesla en Gigafactory 35 kilometer syd for Berlin i Tyskland. Allerede nu har elbilproducenten dog store planer om at opgradere fabrikken, så den får et produktionsomfang, der overstiger Volkswagens kæmpefabrik i Wolfsburg.
Se også: Sammenlign alle elbiler
1 million producerede Teslaser om året
I dag er det Volkswagen, der kan bryste sig af at have Europas største bilfabrik. Den har en årlig kapacitet på 800.000 producerede biler. Men hvis alt går efter Elon Musks planer, vil den amerikanske elbilproducent næste år være i stand til at overgå tyskerne på egen hjemmebane.
Tesla har nemlig ansøgt de tyske myndigheder om en seriøs udvidelse af Gigafactory i Berlin. Tesla har ambitioner om, at fabrikken skal kunne producere hele 1 million elbiler om året allerede fra første halvår 2024.
Til sammenligning kan Teslas fabrik i Tyskland i dag ’kun’ producere 500.000 elbiler om året. Det svarer til knap 10.000 elbiler om ugen. I skrivende stund producerer fabrikken dog kun omkring 5.000 elbiler om ugen. Tesla har endnu ikke offentliggjort, hvornår produktionen øges.
Fordobler produktionen af batterier
Fabrikken i Tyskland anvendes til en start til produktionen af Tesla Model Y, men det er planen, at fabrikken også skal fremstille batteripakker og drivlinjer til brug i Teslas biler.
Allerede inden Teslas europæiske batteriproduktion er gået i gang, ønsker selskabet nu at udvide produktionskapaciteten fra 50 GWh (gigawatt-timer) til 100 GWh.
Produktionen af batterier på fabrikken i Tyskland vil begynde i løbet af 2024, forlyder det. Tesla har designet sin egen 4680-battericelle, som blev fremvist i 2020. Det er denne battericelle, der skal produceres i Berlin.
Planerne om den store udvidelse er i høring indtil midten af september.
Se også: Test af elbiler