BMW investerer 745 mio. kroner i nyt batteritestcenter
Der er nyt fra BMW, der nu satser endnu mere på de elektriske biler. BMW vil opgradere fabrikken i Wackersdorf med nyt testcenter til elbilbatterier.
Se også: Alle elbiler fra BMW
Skal teste fremtidens batterier og drivlinjer
Wackersdorf-fabrikken får nu en ordentlig overhaling af en gammel bygning fra 1980. Den alrende bygning skal moderniseres og skal være BMWs fremtidens testcenter for elbilbatterier.
Der investeres frem til 2026 hele 745 millioner kroner i batteritestcenteret, der kan få stor betydning for BMW. Testcenteret forventes at starte de første aktiviteter i midten af 2024.
På et samlet areal på 8.442 m2 vil højspændingsbatterier og andre elektriske drivlinjekomponenter til fremtidige elbiler fra BMW blive afprøvet meget tidligt i udviklingen – længe før den egentlige produktionsstart.
Fra 2025 vil testcentret også blive brugt til at teste og validere BMWs elektriske køretøjer før den officielle lancering af serieproduktion og sikre den krævede premiumkvalitet. Det omfatter vibrations- og stødtest af batterierne ved hjælp af såkaldte “shakers” – meget komplekse testanordninger, som der i øjeblikket kun findes få af i Europa.
Komplekse kørselsmønstre, herunder opladnings- og afladningscyklusser, kan også simuleres i udholdenhedstest. Test som disse er afgørende for typegodkendelse af elektriske køretøjer.
Se også: Guide til den bedste forsikring af elbiler
BMW udvikler eget solid-state batteri
På samme tid er BMW godt i gang med at udvikle og teste solid state-batterier, og en produktionslinje for disse batterier er også under udvikling.
Flere elbilproducenter arbejder på solid-state batteriteknologi, da dette ses som fremtiden for elbiler. Solid-state batteri har store fordele, som lavere vægt, længere rækkevidde, hurtigere opladning og større sikkerhed.
I 2025 vil BMW præsentere deres såkaldte “Neue Klasse”-elbilmodeller, hvor der forventes store fremskridt. Det bliver dog ikke med solid-state batterier, da disse ligger længere ude i fremtiden. BMW har endnu ikke afsløret, hvornår solid-state batterierne forventes klar.