Musk overvejer at blokere X i Europa
For nylig mindede embedsmænd fra EU Elon Musk om de lovmæssige forpligtelser, X (tidligere Twitter) har i forhold til EU Kommissionens Digital Service Act.
En person tæt på Musk hævder dog, at Musk hellere vil blokere X i hele EU og gør X-appen utilgængelig for europæere, end han følger reglerne i lovgivningen.
Se også: X skal være en super-app
X er ubrugelig som nyhedskilde
EU kårede tilbage i september i år X som det sociale medie, der spreder mest misinformation og X er et af de aboslut eneste af de store sociale medier og tech-selskaber, der ikke deltager i EU’s adfærdskodeks for desinformation fra 2022.
Adfærdskodeksen har i skrivende stund 44 underskrivere, som tæller Meta, Google, TikTok og Microsoft. Twitter var også tidligere med, men Elon Musk trak sig ud af netop dette samarbejde i maj.
De seneste uoverensstemmelser stammer fra hændelserne i Israel, hvor der er kommet rækker af indlæg med misinformation, der ikke bliver gransket og anfægtet af det sociale medie. Klip fra computerspil er blevet lagt frem som breaking news, gamle klip fra Syrien bliver genbrugt og koblet til det ene eller andet angreb.
Journalister og efterforskere siger, at X er noget nær ubrugeligt som nyhedskilde, fordi mediet indeholder så meget misinformation. I visse tilfælde har antisemitisk propaganda og indlæg, der hylder terrorisme, fået lov at blive liggende på platformen. Desuden har Musk selv flere gange delt indlæg fra konti, der spreder racistisk materiale og konspirationsteorier.
Se også: De bedste telefoner
Trafikken allerede i frit fald
Folk med kendskab til sagen mener, at hvis Musk blokerer Europa, kommer trafikken på X til at falde med omkring ni procent, noget der kan betyde yderligere problemer for X.
Efter sigende er den daglige brug af det sociale medie allerede faldet med 40 procent over de seneste par måneder i visse regioner.