Rejsekortet kommer endelig som app – skal erstatte plastikkortet

Fra næste år vil det fysiske rejsekort gradvist blive erstattet med en ny app, som du kan checke ind og ud med.

Rejsekortet kommer endelig som app – skal erstatte plastikkortet

Det fysiske rejsekort har over 10 år bag sig. Mange har, allerede fra starten, efterspurgt en app til at checke ind og ud med telefonen, men det har ifølge Rejsekort & Rejseplan A/S, som står bag løsningen, hidtil ikke været muligt.

Men nu skulle teknologien være klar til en sådan løsning, og derfor melder selskabet nu også ud, at den længe ventede Rejsekort-app er klar i 2024.

Læs også: Ny app bringer iMessage til Android – og den virker overraskende godt

Skal være mere brugervenligt at bruge rejsekortet

Det har ifølge direktør for rejsekortet, Kasper Schmidt, været kompliceret at lave en app til rejsekortet.

”Dels er det ret kompliceret at lave den her løsning, fordi det kræver særlige GPS-signaler, og så har vi 3,3 millioner kunder med rejsekort. Derfor har vi forberedt det her grundigt,” oplyser han i en pressemeddelelse.

Sådan ser den nye Rejsekort-app ud.

Nemmere bliver det heller ikke af, at der i Danmark er et forholdsvis kompliceret zonesystem, som den appbaserede udgave af Rejsekortet også skal kunne anvende korrekt. Trods det sigter Rejsekort & Rejseplan A/S efter at skabe en app, hvor brugervenligheden er i top. Netop brugervenlighed – eller mangel på samme – er noget, som løsningen med plastikkortet og rejsekortstandere på stationerne længe har været kritiseret for.

For at gøre det mere brugervenligt at bruge appen skal det eksempelvis være slut med at checke ind, når man skifter transportmiddel. Brugerne af appen vil også få en notifikation, som minder om at checke ud, når rejsen er slut.

Læs også: Stor utilfredshed over drastisk forandring af Google Maps’ farver

Farvel til det fysiske kort

Den nye app vil gradvist blive rullet ud i 2024. Samtidig med introduktionen af den nye app bliver det på sigt også slut med det fysiske kort. Det bør dog ikke give bekymring for eksempelvis ældre borgere.

”Vi vil udvikle et alternativ til de kunder, der ikke har en smartphone, så vi ikke taber nogle på perronen,” siger Kasper Schmidt.

Velafprøvet løsning, der allerede er i brug

Da det fysiske rejsekort blev introduceret for de danske rejsende, var det en noget hård fødsel. Det vil Rejsekort & Rejseplan A/S undgå med den nye app. Derfor har udviklingen af appen været i et såkaldt miniudbud.

Fire leverandører har deltaget i processen, hvor valget faldt på leverandøren FAIRTIQ fra Schweiz. Valget blev truffet ud fra en omhyggelig vurdering af kvalitet, pris og tidsplan.

”Det har været en prioritet at vælge en velafprøvet løsning, der er enkel og nem for de rejsende at anvende, så vi hurtigt kan levere Rejsekort-appen til gavn for de rejsende i kollektiv transport,” siger Kasper Schmidt om valget af FAIRTIQ som leverandør.

FAIRTIQ har leveret tilbuddet med det bedste forhold mellem kvalitet, pris og tidsplan og er derfor valgt som leverandør. Den schweiziske virksomhed er blevet markedsleder inden for mobile check-in/check-out-løsninger.

I slutningen af 2022 gennemførte Rejsekort & Rejseplan A/S en test i Nordjylland af netop den appbaserede udgave af Rejsekortet i samarbejde med FAIRTIQ. Man kan tilmelde sig på rejse.dk/digitaltest. FAIRTIQs egen app, som formentlig fungerer meget på samme måde, som vi kan forvente af Rejsekortets app, er allerede en gennemprøvet app i Schweiz, Tyskland og andre europæiske lande.