Kina – og ikke EU – har tvunget Apple til at understøtte RCS
Det kom bag på mange, at Apple i november besluttede åbne op for RCS-beskeder på iPhones. RCS er en forkortelse for Rich Communication Services og er en protokol, der på sigt skal erstatte den gamle SMS- og MMS-protokol.
RCS tilfører flere funktioner til beskeder såsom muligheden for at se, når folk læser dine beskeder og mulighed for at sende flere forskellige typer filer i større format end med almindelige SMS-beskeder.
Læs også: Apple slipper for at åbne iMessage til andre platforme
Slipper for at åbne iMessage til andre platforme
Apple havde dog i længere tid nægtet at gøre funktionen tilgængelig på iPhones. Derfor kom det også som en stor overraskelse, da Apple i november sidste år annoncerede, at funktionen i løbet af 2024 alligevel vil komme til iPhones.
Spekulationerne dengang gik på, om Apples kursskifte kunne være et forsøg på at imødekomme EU’s forordning om digitale markeder (DMA). Loven skal forhindre techgiganter i at udnytte deres monopoler til blandt andet at gøre det svært for andre virksomheder at udbyde tjenester til digitale brugere.
Det var derfor nærliggende at tro, at Apples ændring måske var et forsøg på at undgå, at EU ville pålægge Apple bøder for ikke at overholde forordningen. Tidligere i februar tog sagen endnu en drejning, da EU-Kommissionen gav Apple medhold i selskabets klage over, at iMessage-platformen ikke skal være omfattet af EU’s nye regler. Derfor virker det nu ikke helt så oplagt, at EU-lovgivning har udløst Apples kursskifte.
Læs også: Apple overrasker alle: RCS-beskeder på vej til iPhone
Kina har tvunget Apple til at understøtte RCS
Pilen peger derimod i retning mod Kina. Den velinformerede Apple-kender John Gruber har på sin blog Daring Fireball erfaret fra kilder hos Apple, at det er Kina og ikke EU, der har tvunget Apple til at understøtte RCS.
Kinesiske teleselskaber, som er enorme og magtfulde, har været fortalere for RCS i årevis. Det har tilsyneladende smittet af på regeringen i Kina, for sidste år begyndte den kinesiske regering at gøre det lovpligtigt for nye 5G-enheder at understøtte RCS.
Dermed vil Apple være afskåret fra at sælge sine 5G-telefoner i Kina uden understøttelse af RCS. Det gør det meget nærliggende at tro, at det er Kina, der har fået Apple til at åbne op for RCS-understøttelse på iPhones.
Selv om Apple altså har sagt, at de vil understøtte RCS på iPhones, er det endnu ikke sket. Det eneste, som Apple har sagt, er, at funktionen vil være tilgængelig ”senere i 2024”. Her på redaktionen forventer vi, at RCS-understøttelse vil komme på iPhones senest i forbindelse med udgivelsen af iOS 18. Den opdatering regner vi med at se omkring september 2024.
Læs også: EU på vej med milliardbøde til Apple