Samsung lancerer One UI 6.1 til Galaxy S22, Z Fold/Flip 4 og Tab S8
Efter lanceringen i Sydkorea for nylig har Samsung officielt annonceret, at softwareopdateringen One UI 6.1 er klar til de tidligere topmodeller Galaxy S22, Galaxy Z Fold 4, Galaxy Z Flip 4 og Galaxy Tab S8 globalt.
One UI 6.1 gjorde debut i de nyeste Galaxy S24-topmodeller i begyndelsen af året og består hovedsageligt af en række AI-funktioner, som menes at være stærkt medvirkende til, at Galaxy S24-serien sælger godt.
Siden kom opdateringen også til Galaxy S23-telefoner og andre flagskibe fra 2023, og nu er det altså flagskibe fra 2022, der får opdateringen.
Samsung annoncerede i april, at One UI 6.1 ville komme til Galaxy S22-serien, Galaxy Tab S8, Galaxy Z Fold 4 og Galaxy Flip 4. Den 2. maj begyndte opdateringen at rulle ud til de første brugere af de ældre modeller, men problemer gjorde imidlertid, at den blev sat på pause et stykke tid, inden den nu igen er begyndt at rulle ud.
Se også: De bedste priser og tilbud og tilbud på Samsung-telefoner
Disse AI-funktioner kommer i One UI 6.1
I et blogindlæg har Samsung bekræftet, at One UI 6.1-opdateringen ruller ud til Galaxy S22 og de øvrige flagskibe fra 2022.
Her oplyser Samsung, at opdateringen er i gang med at rulle ud til de nævnte enheder i hele verden og dermed også i Danmark.
Og nu til det mere interessante. Hvilke nyheder kan man se frem til i One UI 6.1? Listen over nye AI-funktioner, der følger med opdateringen, er temmelig lang og inkluderer:
- Tegn cirkel og søg
- Chat Assist
- Interpreter
- Live Translate
- Note Assist
- Transcript Assist
- Browsing Assist
- Generativ redigering
- Edit Suggestion
- AI-Generated Wallpaper
Se også: Samsung: Galaxy AI er afgørende for fremtidens smartphonesalg