Nu kan du kopiere tekst fra dine Android-fotos på en Windows-computer
I en kommende version af Microsoft-programmet “Telefonlink” kan du vælge og kopiere tekst fra billeder, der er synkroniseret fra din Android-telefon. Funktionen er live nu i Release Preview Insider-builds, så den burde snart rulle ud til alle.
Se også: Nu kan du bruge din Android-mobil som webcam i Windows 11
Kopier tekst fra fotos på din Android-mobil gennem Windows
Med Telefonlink (som – lidt forvirrende – hedder “Link til Windows” på mobilen) kan du synkronisere opkald, beskeder, notifikationer og billeder – og caste hele din telefon – fra din Android-telefon til din Windows-computer. Det fungerer også på en mere begrænset måde med iOS-enheder, som kun synkroniserer meddelelser, beskeder og opkald via Bluetooth.
Windows Klippeværktøj fik mulighed for at lave tekstudtræk sidste år. Derfor har det i et stykke tid været muligt at trække tekst ud af mobilfotos med Klippeværktøj. Med opdateringen af Telefonlink kan det nu lade sig gøre direkte i Windows-programmet ved brug af version 1.24051.91.0 af Telefonlink.
I de første test af funktionen i Insider Preview Build 22635.3646 (beta-kanalen) ser det ud til, at tekstgenkendelsen fungerer udmærket. Men ifølge brugere er der lige nu flere fejl i Telefonlink, end hvis man bruger tekstudtræk med Samsung eller Apples enheder. Det vil vise sig, om det er forbedret, når funktionen rulles bredt ud til brugerne.
Se også: Microsofts CEO: Der blev begået store fejl med Windows Phone
Enheder smelter sammen
Windows Telefonlink og Samsung DeX er tegn på, at vores enheder kommer tættere og tættere på hinanden. Ligesom med Apple-produkter arbejder producenterne på, at det bliver lige så flydende og nemt at bruge Windows- og Android-produkter. Enheder skal snakke sammen og sørge for, at dine informationer og dokumenter er synkroniseret på tværs af alle dine enheder.
På et tidspunkt vil du sandsynligvis kunne bruge alle enheder, men uden at føle at du skifter imellem dem. Du kan altså begynde på noget på én enhed og så gøre det færdigt på en anden uden at skulle gøre meget andet end fysisk at skifte fra den ene enhed til den anden.
Når vi når dertil, kommer det ikke længere til at handle om, hvilken enhed du skal bruge. Det vil nærmere være et spørgsmål om, hvilken skærmstørrelse, der passer til din opgave.
Læs også: Samsung kommer med overraskende billig foldbar mobil i 2024