Avis: EU på vej med milliardbøde til Apple
Ifølge Financial Times, som citerer tre personer med kendskab til sagen, planlægger EU-Kommissionen at anklage Apple for overtrædelse af forordningen om digitale markeder (Digital Markets Act eller DMA).
Det sker, efter EU skulle have nået frem til den konklusion, at Apple ikke overholder sine forpligtelser til at lade appudviklere dirigere brugere til andre apps og tjenester uden for App Store uden at betale for dem.
Se også: iOS 17.4 ruller ud – understøtter nu alternative appbutikker
Indførte kontroversielt kerneteknologigebyr
Sagens kerne lader til at være det omdiskuterede kerneteknologigebyr, som Apple introducerede i forbindelse med, at man indførte ændringer i iOS 17.4 i et forsøg på at efterleve de nye EU-regler.
Her stiller EU krav om, at forbrugere frit skal kunne vælge udbyder (appbutik) af apps, så man ikke er låst til Apples lukkede App Store.
Apple har ganske vist åbnet op for muligheden for at downloade alternative appbutikker, ligesom man kan downloade apps og spil i disse appbutikker og via hjemmesider. Men Apple stiller strenge krav til udbydere af disse, og selv om udviklere distribuerer apps og spil via disse alternative markedspladser, tager Apple betaling for distributionen via det tidligere nævnte kerneteknologigebyr.
Kerneteknologebyret betyder, at appudviklere skal betale et 0,50 euro for hver årlig installation over en million inden for de seneste 12 måneder – også for apps udgivet i andre markedspladser end App Store.
Se også: Se priser på brugte iPhones
Milliardbøde kan blive annonceret om få uger
Ifølge Financial Times kan Apple blive pålagt bøder på op til 5 procent af den gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan, som i øjeblikket ligger på lidt over 7 milliarder kroner.
Avisens kilder oplyser, at EU’s resultater er foreløbige, så Apple kan stadig nå at foretage de nødvendige ændringer i iOS, før myndighederne formelt rejser tiltale. Hvis EU går videre med anklagerne, vil de blive formelt annonceret af Europa-Kommissionen i løbet af de “kommende uger”, lyder det.
Apple har åbnet op for sit ellers lukkede styresystem
Ud over de store ændringer i iOS 17.4 og App Store indførte Apple også en ny velkomstskærm til valg af standardbrowser, når iPhone-brugere åbner Safari.
Det er nu også muligt for udviklere af webbrowsere at bruge andre browsermotorer end den WebKit-motor, som driver Safari, og som har gjort, at webbrowsere i App Store hidtil har været Safari i forklædning.
Det er også nu muligt at gennemføre kontaktløse betalinger med andre tjenester end Apple Pay.
Selv om der over en bred kam er blevet åbnet mere op for iOS end nogensinde, har Apple altså ikke levet op til ånden i lovgivningen.