Virker Pixel Studio og Pixel Screenshots i Danmark?
I forbindelse med lanceringen af Google Pixel 9-serien var der uklarhed fra Google om, hvorvidt Googles to nye AI-drevne apps – Pixel Screenshots og Studio – ville være tilgængelige i Danmark.
Nu har Google meldt ud, hvilke lande de to apps virker i, og det står derfor nu klart, at vi her i Danmark hverken får Pixel Screenshots eller Studio – i hvert fald i første omgang.
Se også: Test af Google Pixel 9 Pro: Smartphone i verdensklasse
Virker Pixel Screenshots i Danmark?
Fra lanceringen af Pixel 9-serien er Pixel Screenshots officielt tilgængelig på engelsk i USA, Storbritannien, Canada, Australien, Indien, Irland, Singapore og Malaysia.
Til sammenligning sælges Pixel 9, Pixel 9 Pro og Pixel 9 Pro XL i Indien, Australien, Østrig, Belgien, Canada, Tjekkiet, Danmark, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Japan, Holland, Norge, Polen, Portugal, Singapore, Spanien, Sverige, Schweiz, Taiwan, Storbritannien, USA (undtagen Puerto Rico).
Pixel Screenshots er tilgængelig i 8 af disse 23 lande. Du skal være ”18 år eller ældre og have en gyldig personlig Google-konto aktiv på din telefon for at få adgang til AI-funktioner. Alle AI-funktioner er deaktiveret, hvis du bruger en ikke-berettiget konto.” Derudover understøttes arbejds- og skolekonti ikke.
I Danmark er det altså kun muligt at bruge Pixel Screenshots, hvis man skifter systemsprog til engelsk.
Se også: Google lancerer Pixel 9-serien: Bedre end iPhone?
Hvilke lande virker Pixel Studio i?
Den anden AI-app Pixel Studio, som kan generere AI-fotos, har samme landetilgængelighed som Screenshots-appen: ”På Pixel 9-serien på engelsk i USA, Storbritannien, Canada, Australien, Indien, Irland, Singapore og Malaysia.”
Du kan altså heller ikke officielt bruge Pixel Screenshots i Danmark.
Det forventes dog, at tilgængeligheden vil brede sig til de øvrige lande, hvor Pixel-telefonerne officielt bliver solgt, i fremtiden. Det er dog uvist, hvornår vi får Pixel Studio og Pixel Screenshots at se i Danmark, men eftersom Google oprindeligt har kommunikeret ud, at applikationerne ville virke i Danmark, ligger en dansk lancering måske ikke så langt ude i fremtiden.
Læs også: Top 5: De absolut bedste Android-mobiler