Porsche lancerer Taycan 4 og GTS
Porsche har netop tilføjet GTS og Taycan 4 til varianterne af elbilen Taycan. GTS byder på mere sport, mens Taycan 4 har firehjulstræk og lang rækkevidde.
Se også: Test af Porsche Taycan
Taycan med firehjulstræk og 640 km under 1 mio. kr.
Porsche lancerede tidligere i år den nye Taycan, der bød ind med flere opgraderinger og nyt design. Nu tilføjer den tyske sportvognsfabrikant to varianter til Taycan-familien.
Den første er Taycan 4, som er en af de billigste i sortimentet. Her får man firehjulstræk og en rækkevidde helt op til 643 km med det store batteri.
Blandt udstyret i Taycan 4 finder man Matrix LED-forlygter, 19-tommers Taycan Aero-hjul samt adaptiv luftaffjedring med Porsche Active Suspension Management (PASM). I kabinen finder du ottevejs elektrisk justerbare komfortsæder, sportsrat, dørpaneler i børstet stål samt Sound Package Plus.
Taycan GTS er også ny, som også kommer i en Taycan GTS Sport Turismo-variant, som er en stationcar. Taycan GTS har 700 hk og sprinter fra 0-100 kilometer i timen på blot 3,3 sekunder.
Visuelt kan GTS kendes på sine særlige mørktonede detaljer i sort eller Anthracite Grey, som giver modellen et på én gang sportsligt og underspillet look, skriver Porsche. Nyt er de sportslige front- og bagkofangere med blanksorte indlæg, mens de 20-tommers Taycan Turbo S Aero-hjul eller 21-tommers RS Spyder Design-hjul (ekstraudstyr) er lakeret i Anthracite Grey.
Se også: Specifikationer, pris og billeder af Porsche Taycan
Danske priser på Porsche Taycan 4 og GTS
De danske priser starter ved 999.900 kr. for Taycan 4, mens Taycan GTS og Taycan GTS Sport Turismo starter ved henholdsvis 1.599.900 kr. og 1.609.900 kr.
Se også: Alle elbiler fra Porsche i Danmark
Alternativer til Porsche Taycan
Hvilke alternativer er der til Porsche Taycan, hvor man får en premium elbil med sportslige køreegenskaber og som samtidig er velegnet som familiebil? Der er ikke nogen tvivl om, at Porsche er i en ret unik position med Taycan, hvor der ikke er mange konkurrenter på ren el.
De mest oplagte konkurrenter er Audi e-tron GT og Lotus Emeya, hvor førstnævnte er en søsterbil med meget af den samme teknologi. Man får mere udstyr i Audi’en, der dog har en noget højere pris for basismodellen. Et andet alternativ er Tesla Model S Plaid, der også er vanvittig hurtig og meget rummelig, men ikke kan matche Taycan på kvalitet.
Et lidt andet alternativ er Porsches egen Macan, hvor man får større rummelighed og mere familiebil og ikke mindst en noget lavere pris fra 729.900 kr. Macan er dog nok ikke helt så skarp som en Taycan på banen.
Se også: Alle premium elbiler i Danmark