Test, bedømmelse og pris på Skoda Enyaq

Skoda Enyaq er en rummelig og familievenlig SUV med lang rækkevidde, høj komfort og masser af udstyr. Skoda Enyaq får 83 ud af 100 i test.

Test, bedømmelse og pris på Skoda Enyaq

Skoda Enyaq er en af de bedste SUV’er og familiebiler i prisklassen, hvor man får masser af plads, udstyr, rækkevidde, praktiske opbevaringsløsninger og et godt infotainmentsystem – og så er den også ganske velkørende.

Se også: Alle elbiler fra Skoda i Danmark

Kort om Skoda Enyaq

Skodas Enyaq har længe været blandt de mest populære elbiler i Danmark. Indtil videre er Enyaq den 5. mest populære elbil i 2024. Det er ikke så underligt, for man får i Enyaq meget elbil for pengene i den rummelige SUV, der i stor grad henvender sig til familien.

Skoda Enyaq er en rummelig SUV i mellemklassen med fem siddepladser og et dejligt stort bagagerum. Den ser baseret på MEB-platformen, som er udviklet af Volkswagen.

Enyaq måler 4.649 x 1.879 x 1.616 mm og er dermed lidt mindre end en Tesla Model Y. Akselafstanden på 2.765 mm er også under de 2.890 mm i en Model Y.

Enyaq kommer i mange forskellige varianter og udstyrspakker. Først og fremmest er der to batteristørrelser på 52 og 77 kWh, som giver en rækkevidde mellem 373 og 575 km. Opladning fra 10-80 % tager cirka 25 minutter ved en lynlader.

Dertil er der også forskellige motorvarianter, hvor basismodellen yder 125 kW (170 hk) og har baghjulstræk. Topmodellen, der er Enyaq RS med firehjulstræk, yder 250 kW (340 hk). Sidstnævnte når 0-100 km/t på 5,5 sekunder.

Man finder generelt et stort udvalg af udstyr i en Skoda Enyaq, hvor basismodellen for eksempel har varmepumpe, ambientebelysning i 10 farver, LED-forlygter, LED-baglygter, nøglefri adgang, varme i forsæder, trådløs opladning af mobil, 3-zonet klimaanlæg og meget mere.

Prisen på en Skoda Enyaq starter ved 339.995 kr. Privatleasing af Skoda Enyaq koster lige nu fra 3.995 kr. per måned.

Er Skoda Enyaq oplagt som jeres nye elbil? Du kan i denne test af Skoda Enyaq læse mere om de gode og dårlige ting, se dens samlede bedømmelse og de mest oplagte alternativer til den.

Se også: Priser, leasing og specifikationer på Skoda Enyaq

Konklusion på test af Skoda Enyaq

Skoda Enyaq ender med et flot testresultat med en score på 83 ud af 100, som giver den den samlede bedømmelse “Virkelig god”.

Enyaq placerer sig som den 3. bedste SUV i prisklassen 300.000 – 399.999 kroner og dertil også som den 3. bedste familiebil på markedet.

Enyaq byder på en nydelig kabine med i god kvalitet, hvor en god kombination af fysiske knapper og stor touchskærm højner brugervenligheden. Skoda tilbyder også flere smarte løsninger i både kabine og bagagerum og der er inkluderet et flot udvalg af udstyr. Alt i alt får man exceptionelt meget elbil for pengene i Skoda Enyaq. Læs mere om Kvalitet/Pris Ratio.

Man får også en elbil med høj sikkerhed, hvis man køber en Enyaq. I Euro NCAP sikkerheds- og crashtest får den topkarakter med 5 ud af 5 stjerner.

Se også: Test og bedømmelser på alle nye elbiler

Billeder af Skoda Enyaq

Se også: Flere billeder af Skoda Enyaq

Det gode ved Skoda Enyaq

Skoda Enyaq er en meget komfortabel SUV med god kabineplads og et stort bagagerum på 585 liter. Den er godt støjisoleret og byder derved på en dejlig stille kabine. Med hele tre ISOFIX er den oplagt til familien med flere børn.

Der er som nævnt et stort udvalg af standardudstyr i en Enyaq. Der er dog også mulighed for at opgradere på udstyret, men for de fleste er det ikke nødvendigt.

Enyaq er ikke en sportsvogn, men derimod en stor familiecruiser. På trods af det har den fra 85-varianten og opefter en flot ydeevne på 210 kW (286 hk) og køreegenskaberne er ganske velafblancerede og styringen dejlig præcis.

Enyaq har en stor infotainmentskærm på 13 tommer i god kvalitet. Infotainmentsystemet er tilfredsstillende hurtigt, brugervenligt og har gode funktioner. Der understøttes også trådløs Apple Carplay, Android Auto og OTA-opdateringer.

Varianterne med det store batteri på 77 kWh tilbyder en rækkevidde på op til 575 km, hvilket er en god rækkevidde til prisen. Dertil er opladning fra 10-80 % på 29 minutter også ganske fornuftigt, men dog ikke bedst.

Se også: Disse elbiler gør det bedst i test

Dette kunne være bedre ved Skoda Enyaq

Rækkevidden i basismodellen af Enyaq er ikke just imponerende. Her får man 373 km på en opladning, hvor et alternativ som Model Y kører op til 455 km – og den er 10.000 kr. billigere end Enyaq.

Det er en mindre mangel, men vi gad godt at Enyaq havde et frunk. Men som alle elbiler på MEB-platformen er der ikke blevet plads til et bagagerum under motorhjelmen.

På en Skoda ENyaq får man to års fabriksgaranti med ubegrænsede kilometer. Der gives til sammenligning i dag helt op til 10 års garanti på nye biler med kilometerbegrænsning og 5 år uden kilometerbegrænsning.

Se også: Se priser, leasingpriser og specifikationer på elbiler

Alternativer til Skoda Enyaq

Skoda Enyaq er blandt de allerbedste SUV’er på markedet, men konkurrencen bliver hele tiden større. Blandt de mest oplagte alternativer finder man SUV’er som for eksempel Volkswagen ID.4, Xpeng G6, Hyundai Ioniq 5 og Tesla Model Y.

Se også: Alle elbiler af typen SUV på det danske marked