1.218 Peugeot-elbiler tilbagekaldes – kan have livsfarlig fejl
Den danske importør af Peugeot, Wismo Automotive, anbefaler, at danske ejere af elbilerne Peugeot e-3008 og e-5008 midlertidigt undgår at køre i deres elbiler. Det sker, efter importøren er blevet bekendt med en defekt, der kan få bærekuglerne til at falde af.
Bærekuglerne forbinder undervognen med hjulophænget og gør det muligt for hjulene at rotere og bevæge sig. Hvis en bærekugle på et af forhjulene falder af, drejer hjulet 90 grader udad, hvilket kan få bilen til at tage et skarpt sving i den retning, som hjulet vender. Det kan i værste fald være livsfarligt, hvis fejlen opstår under høj hastighed.
Derfor skal både bærekugler og dertilhørende møtrikker udskiftes.
Se også: Se alle elbiler fra Peugeot
Skærper anbefalinger 20 dage efter første brev
Problemet er ikke ukendt for Wismo Automotive. Journalist Anders Berner har talt med flere ejere af Peugeot e-3008 og kastet lys over problemet, men det har Wismo Automotive ikke reageret på før nu.
Danske Peugeot e-3008-ejere modtag det første brev fra Wismo Automotive gennem Motorstyrelsen den 17. december 2024. Heri opfordrede Wismo Automotive kunderne til omgående at kontakte et autoriseret Peugeot-værksted for at aftale tid til reparation af fejlen.
Men nu har Wismo Automotive i et nyt brev skærpet anbefalingen til danske kunder, hvor importøren opfordrer kunderne til helt at undlade at køre i elbilerne, indtil fejlen er udbedret.
På trods af den alvorlige opfordring til 1.201 ejere af Peugeot e-3008 eller e-5008 er der ikke udstedt et egentligt kørselsforbud. Det er til trods for, at der ifølge Anders Berner er kørselsforbud på de demobiler, der står hos Peugeots forhandlere.
Der er tale om en såkaldt fabrikskampagne med navnet MU8 hos bilkoncernen Stellantis. I Frankrig tilbagekaldte Peugeot 20.000 eksemplarer af tredje generations Peugeot 3008/e-3008 (P64) og tredje generations Peugeot 5008/e-5008 (P74). Begge modeller anvender platformen STLA Medium.
Stiller ejere i svær situation
Wismo Automotive oplyser til danske ejere af de to elbiler, at leveringen af reservedele til at udbedre fejlen er forsinket – og indtil da bedes man holde sig fra at køre i elbilerne.
I den mellemliggende periode stiller importøren en gratis lånebil til rådighed. Blandt danske Peugeot-ejere er der dog stor forskel på, hvilke lånebiler der udlånes, og om der er kilometerbegrænsning eller ej.
Flere danske ejere af de to elbiler har også fået at vide af deres forsikringsselskaber, at deres forsikring ikke dækker, hvis der skulle ske et uheld som følge af defekten, og at de vælger at køre i bilerne trods advarslen.
Det stiller mange ejere i en svær situation, hvor de kan blive nødsaget til at køre i en bil, som de ikke anbefales at køre i, hvis deres lokale Peugeot-værksted ikke kan stille en lånebil med nok kilometer kørsel til rådighed.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Perspektivering
Det er ikke første uheldige sag for importøren Wismo Automotive og bilkoncernen Stellantis. Stellantis har også gevaldige problemer med onboard chargeren i flere af selskabets biler. Stellantis producerer biler under mærker som Citroën, Peugeot, Fiat, Jeep, Alfa Romeo og Opel.
Man kan aldrig gardere sig fuldstændigt mod uheldige sager. En af måderne, du kan stille dig selv bedre på, er ved at vælge en elbil med lang garanti. Se hvor lang garanti der er på alle elbiler i Danmark.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027