Google fikser udskældt ændring af Maps i Android Auto

En lille ændring har den seneste uges tid irriteret mange brugere af Google Maps i Android Auto. Nu retter Google "fejlen".

Google fikser udskældt ændring af Maps i Android Auto

Google har rullet en opdatering ud til Google Maps i Android Auto, som fikser en fejl, der på ganske kort tid har nået at irritere temmelig mange brugere.

I januar måned udrullede Google en ændring i Maps til Android Auto, så den blå markør, der viser din aktuelle placering, blev placeret horisontalt i midten. På papiret en æstetisk god ændring, men i praksis irriterede den straks brugerne grænseløst, fordi boksen i øverste venstre hjørne blokerede for en stor del af kortets indhold forude for den blå markør.

Den nye opdatering justerer kortet, så den blå markør nu er placeret længere til højre ude i det område af skærmen, der ikke er blokeret af boksen til at søge efter en destination. En lille ændring, ja, men selv små ændringer kan tilsyneladende skabe en kraftig forværring af brugeroplevelsen.

Ændringen sker via en opdatering fra Googles servere, som gradvist ændrer måden, som Google Maps i Android Auto viser kortet på. Nogle brugere oplyser allerede, at brugerfladen er vendt tilbage til sin tidligere tilstand, mens andre endnu afventer, at den udskældte opdatering fjernes.

Se også: Undersøgelse: Færre bruger Android Auto, mens Apples CarPlay vokser

Perspektivering

Google Maps til Android Auto er en af de mest brugbare apps til Android Auto, som er den softwarefunktion i Android-telefoner, der gør det muligt at spejle apps og streamingtjenester på bilens infotainmentskærm med ganske få tryk.

Android Auto giver en tæt integration mellem din smartphone og bils infotainmentsystem på en måde, som du ikke opnår på andre måder.

De fleste elbiler har i dag understøttelse af Android Auto eller Apples pendant Apple CarPlay. Se alle elbiler med Android Auto og alle elbiler med Apple CarPlay.

I tvivl om, hvad forskellen er på Android Automotive og Android Auto? Læs mere om forskellen på Android Auto og Android Automotive.

Se også: Biler med Android Automotive får mange flere apps