Jeep Avenger er tilbage i Danmark – spar op til 75.000 kr.
Jeep Avenger startede med at vinde titlen Årets Bil i Europa 2023, men med en pris fra 279.999 kr. var danskerne ikke overbeviste. Kun 87 eksemplarer blev indregistreret i 2024.
Det fik den danske importør Wismo Automotive til sidst i november at sænke prisen med helt op til 110.000 kr., så startprisen hed blot 199.990 kr. Ganske få eksemplarer var angiveligt på lager, og nærmest før tilbuddet var annonceret, udgik bilen.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Jeep Avenger
Jeep Avenger er op til 75.000 kr. billigere
Nu, fire måneder senere, er Jeep Avenger tilbage på markedet og kan igen købes i Danmark. Med en ny pris fra 219.990 kr. for basisudgaven med Longitude-udstyrspakke er vi ikke hele nede i samme lave pris som under udsalget.
Til gengæld er de nye priser helt op til 75.000 kr. lavere end de tidligere normalpriser. Dermed er Avenger nu også langt mere retvisende prissat i forhold til bilens kvaliteter.
Longitude-pakken er 60.000 kr. billigere end den tidligere normalpris, mens Altitude-udstyrspakken nu koster 249.990 kr. (tidligere sat ned fra 309.990 til 209.990 kr.). Topudstyrsudgaven Summit koster nu 264.990 kr. (tidligere sat ned fra 339.990 kr. til 229.990 kr.).
I alle varianter har Jeep Avenger en rækkevidde på cirka 400 km og 115 kW (156 hk) med forhjulstræk.
Se også: Alle elbiler fra Jeep
Nu kan Jeep Avenger privatleases
Som noget nyt kan Jeep Avenger også privatleases. Der er en udbetaling eller førstegangsydelse på 9.995 kr. og en månedlig ydelse på 3.995 kr.
10.000 km kørsel om året er inkluderet i aftalen, som løber over 36 måneder. Det giver en samlet pris i leasingperioden på 154.415 kr.
Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark
Bedste alternativer til Jeep Avenger
Jeep Avenger er en kompakt SUV i bybilklassen, der får bedømmelsen 72/100 (god) i test. Den er lidt over 4 meter lang og har en akselafstand på 2.562 mm og er således en lille bybil, selvom SUV-looket kan snyde.
Blandt de bedste alternativer til Jeep Avenger er små elbiler som Citroën ë-C3 (74/100) til 179.900 kr., Renault 5 E-Tech Electric til 184.990 kr. og BYD Atto 2 (75/100) til 219.995 kr.
Ønsker du en større, men markant billigere elbil, er MG ZS EV til 169.999 kr. værd at overveje, men med en bedømmelse på 65/100 (over middel) er kvaliteten også derefter.
Det samme kan siges om Longitude-udstyrsudgaven af Avenger, hvor du må undvære udstyr som adaptiv fartpilot, klimaanlæg, skiltegenkendelse, el-bagklap, bakkamera, pukteringskit, nøglefri adgang, el-justerbare sidespejle med varme, trådløs mobiloplader, navigation og USB-C-porte i 2. sæderække.
Skal du endelig vælge Avenger, bør du gå efter Altitude-pakken – men overvej endelig nogle af de mange gode alternativer.
Vi anbefaler:
Se alle bybiler i Danmark
Test og anmeldelser af elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Hvilke elbiler er Bedst i Test?