Vild Renault 5 Turbo 3E kan nu bestilles – her er prisen
Renault har åbnet for bestillinger af den usædvanlige og vanvittige bybil, Renault 5 Turbo 3E, som gemmer på en 200 kW elmotor indbygget i hvert baghjul, der i alt yder 400 kW (540 hk). Læs mere om motorer i hjulene.
Med en vægt på kun 1.450 kg er 0-100 km/t klaret på kun 3,5 sek., og et batteri på 70 kWh giver en rækkevidde på mere end 400 km (anslået). Der anvendes en ny 800 volt platform, som understøtter lynhurtig opladning med op til 350 kW.
Renault producerer kun 1.980 eksemplarer af den vanvittige elbil, og der er nu åbnet op for, at interesserede købere kan kontakte en lokal Renault-forhandler for at lave en bestilling på bilen – en bestilling, som i øvrigt koster 50.000 euro (knap 375.000 kr.) i depositum.
Det er blandt andet blevet muligt at bestille den vilde elbil i Frankrig, Tyskland og Storbritannien, men endnu ikke i Danmark. Det er dog blot et spørgsmål om tid, for RN Danmark, der importører Renault i Danmark, har tidligere bekræftet, at Renault 5 Turbo 3E kan købes i Danmark.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Renault 5 Turbo 3E
Pris på Renault 5 Turbo 3E
Renault har offentliggjort, at Renault 5 Turbo 3E har en pris på 155.000 euro.
Biler i det prisleje koster i Danmark et sted mellem 1,6 og 1,8 mio. kr., så vi forventer, at Renault 5 Turbo 3E får en pris i Danmark på omkring 1,7 mio. +/- 100.000 kr. Altså en smule – eller temmelig meget – mere, end hvad en typisk Renault koster.
Se også: Alle elbiler fra Renault i Danmark
Renault 5 Turbo 3E er et nyt samlerobjekt
Renault 5 Turbo 3E er en speciel bil og vil først og fremmest være interessant for bilsamlere, der har lidt for mange penge på hånden, og som formentlig vil holde den som et samlerobjekt ligesom de originale Renault 5-biler.
Trods det ekstreme rallyinspirerede ydre er der tale om en lovlig bil til kørsel på offentlig vej, så i teorien kan Renault-fans sagtens anskaffe bilen som pendlerbil.
Vi forestiller os dog, at den er lidt sjovere at køre på lukket område, så dens potentiale for alvor kan blive udfoldet.
Interesserede købere vil blive kontaktet i starten af 2026 for at konfigurere bilen efter egne ønsker, og i 2027 vil elbilen, som er helt uden fortilfælde, gå i produktion og blive leveret til de første købere.
Se også: Test og anmeldelser af elektriske bybiler
Alternativer til Renault 5 Turbo 3E
Der er ingen elbiler, der kommer i nærheden af at minde om Renault 5 Turbo 3E – så ekstrem og anderledes er den.
Det tætteste, vi kommer på et alternativ til Renault 5 Turbo 3E, er Ford Mustang Mach-E Rally, som dog endnu ikke kan købes i Danmark. Der findes også Arctic Circle-udgaverne af Polestar 2, Polestar 3 og Polestar 4, og Cupra har konceptbilen UrbanRebel, der minder en smule om Renault 5 Turbo 3E.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på de billigste elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027