Rygte: Sådan bliver den billige Tesla Model 2
Der er stadig meget mystik om Teslas kommende billige elbil med kodenavnet E80, som ifølge Tesla går i produktion i juni i USA.
Ifølge nye rygter fra kinesiske kilder bliver elbilen, som af mange medier kaldes for Model 2 eller Model Q, en skrabet udgave af Model Y.
Se også: Rygter og specifikationer på Tesla Model 2
Mindre batteri og skrabet udstyrsliste
Den billige elbil fra Tesla kommer angiveligt til at få et 50 kWh batteri, hvilket kan indikere en 17 procent kortere rækkevidde på omkring 415 km sammenlignet med de 500 km, som den nuværende Model Y med baghjulstræk og et 60 kWh batteri kører.
Det forlyder også, at elbilen får mindre dæk – formentlig 18 tommer i stedet for 19 tommer. Mindre (smallere og lavere) dæk giver lidt længere rækkevidde. Glastaget, som ellers er standardudstyr i alle Teslas elbiler, er sparet væk, og så skulle den komme med det halve antal højtalere – formentlig 4 eller 5 frem for de 9, der i dag er standard i Model Y.
Tesla vil ifølge rygterne også anvende stofsæder i stedet for kunstlæder. Spørger du os, er dette ikke en nedgradering – snarere det modsatte.
Sidst, men ikke mindst, forlyder det, at Teslas billige elbil heller ikke får sædevarme. Det må formentlig også betyde, at ventilation i sæderne er sparet væk.
Se også: Alle elbiler fra Tesla
Er dette Tesla Model 2?
Alt i alt lader der til at være tale om nogle yderst rimelige kompromiser. Men hvad med designet? Det er stadig lidt af et mysterium.
Vi ved, at den billige elbil bliver produceret på samme produktionslinjer som Model Y, og at den bliver afsæt for Model 2. Men det er ikke ensbetydende med, at den vil ligne Model Y på en prik.
Nye droneoptagelser fra Teslas fabrik i Californien i USA viser, at Tesla brygger på et eller andet. På fabrikkens lukkede område ses et Tesla-køretøj med smallere taglinje og crossover-silhuet. Det stemmer med udtalelser fra Teslas udviklingschef Lars Moravy om, at kommende modeller vil ligne de nuværende, men have elementer fra næste generations platform fra Tesla.
Billig Tesla kan få gang i salget
Tesla har hårdt brug for en elbil, der kan få gang i salget, efter producenten har oplevet faldende salg i 2024 og i 1. kvartal 2025. Talrige kontroverser omkring Elon Musk og stigende boykot af amerikanske produkter får mange europæere og danskere til at holde sig fra Tesla i disse måneder – og det har kunnet ses på salgstallene og Teslas seneste regnskaber.
Det er også blevet nemmere at vælge alternativer til Tesla, fordi de andre bilproducenter – særligt de europæiske – er blevet bedre og billigere.
Med den billigere model kommer Tesla til at kunne tilbyde en elbil til et godt stykke under 300.000 – måske helt ned til 230.000 kr., og det vil alt andet lige skabe en ny interesse for Tesla, som kan rette op på et nedadgående salg.
Se også: Sammenlign elektriske SUV’er med hinanden
Alternativer til billig elbil fra Tesla
Hvis den billige elbil fra Tesla ender med at blive en Model Y-lignende SUV/crossover, men med skrabet udstyr, kommer elbilen til at konkurrere med elbiler såsom:
- Skoda Elroq: Bedømmelse: 82/100 (virkelig god). Læs test af Skoda Elroq
- Nissan Ariya: Bedømmelse: 80/100 (virkelig god). Læs test af Nissan Ariya
- Renault Scenic E-Tech Electric: Bedømmelse: 83/100 (virkelig god). Læs test af Renault Scenic E-Tech Electric
Det kan dog også være, at den billige Tesla bliver et nummer mindre og derfor får konkurrenter såsom Kia EV3 (81/100), BYD Atto 3 (78/100) og Volvo EX30 (83/100).
Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Test og anmeldelser af elbiler
Priser, bedømmelse og sammenligning af elbiler