Elbilmærket VinFast trækker sig fra Europa

Det vietnamesiske elbilmærke VinFast reducerer sin tilstedeværelse i Europa markant og skifter fokus til Asien efter at have haft yderst begrænset succes i Tyskland, Frankrig og Holland.

Elbilmærket VinFast trækker sig fra Europa

Alle showrooms og servicecentre i Europa (Frankrig, Tyskland og Holland) lukkes, og størstedelen af VinFasts europæiske medarbejderne er opsagt.

Bilmærket erstatter direkte salg af elbiler i Europa med en forhandlerbaseret franchisemodel i blandt andet Tyskland og Holland grundet høje omkostninger, usikkerhed og lav efterspørgsel på mærkets elbiler.

VinFast prioriterer nu at opnå vækst i Vietnam, Indien, Indonesien og Filippinerne, hvor nye fabrikker skal sikre øget produktion og bedre økonomi.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Milliardtab og dårlige anmeldelser

For mange er VinFast formentlig et ukendt mærke, men til forskel fra mange andre nye elbilmærker er VinFast ikke kinesisk, men derimod vietnamesisk – og bilmærket har gennem årene nået en forholdsvis bred tilstedeværelse i både Asien, Europa og USA.

Til gengæld har bilmærkets tre elbiler, VF6, VF7 og VF8, været ramt af en enstemmig kritik af bilanmeldere rundt om i verden. Særligt VF8 kritiseres for at være ufærdig og for at have dårlig affjedring, upålidelig software, forsinket speederrespons og en ringe byggekvalitet.

Bilmærket tabte i 2024 over 3 mia. dollar, hvilket er mere end tabet i 2023.

VinFast satsede ellers i 2022 på at åbne 50 butikker i Europa, men den hastige ekspansion er udeblevet, og i stedet trækker konkurrenten til de mange kinesiske elbilmærker sig nu mere eller mindre fra Europa.

Salget af elbiler generelt går ellers fremad i Europa. I 1. kvartal 2025 steg salget af elbiler i EU, Island, Norge, Schweiz og Storbritannien med 5,6 procent sammenlignet med 1. kvartal 2024. Samtidig er det samlede bilsalg gået 0,4 procent tilbage.

Europæerne vil altså gerne købe elbiler – de vil blot ikke købe elbiler fra VinFast.

Tilbagetrækningen fra Europa sker på et tidspunkt, hvor både Volkswagen-koncernen har vind i sejlene i både hele Europa, men også Danmark. Imens er Tesla gået 38 procent tilbage i 1. kvartal 2025 sammenlignet med for et år siden. Også BYD og Xpeng vækster i Europa, men for de øvrige kinesiske bilmærker og bilmærker som VinFast har det vist sig særdeles svært at overbevise europæerne om at købe andet end europæisk for tiden.

Vi anbefaler:
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Sammenlign de mest populære elbiler
Se garantien på alle elbiler i Danmark