Nissan i krise: Fyrer yderligere 10.000 medarbejdere

Nissan fyrer yderligere 10.000 medarbejdere efter tidligere at have varslet 10.000 fyringer. Nissan forventer samtidig et rekordstort underskud efter at have oplevet salgsnedgang.

Nissan i krise: Fyrer yderligere 10.000 medarbejdere

Nissan vil ifølge det japanske medie NHK fyre mere end 10.000 flere medarbejdere globalt end tidligere meldt ud. Det bringer det samlede antal af fyringer op på omkring 20.000, hvilket svarer til 15 procent af hele Nissans samlede arbejdsstyrke.

Nissans nye direktør, Ivan Espinosa, gennemfører aktuelt en større omstrukturering for at redde virksomheden.

Nissan har tidligere annonceret lukninger af flere fabrikker og opgivet at opføre en planlagt batterifabrik i Japan.

Se også: Alle elbiler fra Nissan

Nissan var forrest med LEAF, men er nu blevet overhalet

Nissan er en af de få bilproducenter, der var med til at starte elbilbølgen med elbilen LEAF, som i mange år har været verdens bedst sælgende elbil.

Men den japanske bilproducent har slet ikke kunnet udnytte fordelen af at være langt foran konkurrenterne i antal solgte elbiler og er i dag blevet overhalet indenom af bilmærker som Tesla, Volkswagen-koncernen og BYD, ligesom Toyota har et væsentligt højere salg af elbiler end Nissan.

Den japanske bilproducent har kæmpet med skiftende ledelser og haft en uklar elbilstrategi, som har hæmmet innovation og den langsigtede udvikling af elbiler. Nissan har altså hvilet på laurbærrene, mens konkurrenterne accellerede forbi japanerne.

Som følge heraf kæmper Nissan nu med svigtende salg især i USA og Kina, men også i Europa, og varslede sidste måned et rekordstort underskud på op til 750 milliarder yen i regnskabsåret, der sluttede i marts.

Artiklen opdateres …