CO2-ejerafgift på elbiler stiger i 2026
Først blev der varslet stigninger i registreringsafgiften for elbiler i 2026. Nu stiger vægtafgiften, den grønne ejerafgift og CO2-ejerafgiften også i 2026.
Mens benzin- og dieselbiler får et afgiftshop på op til flere tusinde kroner om året, slipper elbiler med en yderst beskeden afgiftsstigning. Dermed forbliver elbiler de billigste biler i 2026.
Se hvor meget CO2-ejerafgiften på biler stiger i 2026.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
CO2-ejerafgiften på elbiler stiger 10 % i 2026
CO2-ejerafgiften på elbiler bliver 10 % højere i 2026 sammenlignet med satsen i 2025, viser nye tal fra Skatteministeriet.
Så godt som alle elbiler pålægges i dag den laveste sats for CO2-ejerafgift på 420 kr. per halvår, fordi de udleder under 58 gram CO2 per km. Denne sats stiger i 2026 til 460 kr. per halvår. Det giver en beskeden merpris på 80 kr. om året.
CO2-ejerafgiften er en afgift, der gælder for alle biler indregistreret 1. juli 2021 eller senere. Biler, der er indregistreret mellem 1. juli 1997 og 30. juni 2021, betaler grøn ejerafgift, mens biler indregistreret før 1. juli 1997 betaler vægtafgift. Disse stiger, ligesom CO2-ejerafgiften, med omkring 10 procent i 2026.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Elbiler forbliver billigere trods nye afgifter
Selv om CO₂-ejerafgiften på elbiler stiger i 2026, er det kun en merudgift på 80 kroner om året, hvilket næppe i sig selv vil få bilkøbere til at fravælge elbilen. Afgiftsstigningen rammer derimod benzin- og dieselbiler hårdt med en prisstigning på op til 2.780 kr. ekstra hver halvår. Set i det lys får elbilen altså en endnu større fordel i ejerafgifter.
Stigningen i ejerafgifterne kommer på et tidspunkt, hvor der har været stor debat om, hvordan staten fremover skal beskatte bilparken i forbindelse med omstillingen til elbiler.
Efterhånden som benzin- og dieselbiler forsvinder på vejene, falder indtægterne fra både registreringsafgifter og brændstofafgifter, og det øger presset på politikerne for at finde nye måder at sikre indtægterne fra bilparken. Samtidig må afgifterne ikke sættes så højt, at de hæmmer den grønne omstilling.
Selv med stigende registreringsafgift for biler over 362.300 kr. i 2026 og den højere CO₂-ejerafgift er det fortsat markant billigere at eje og køre elbil end en benzin- eller dieselbil. Elbilen er desuden det klart mest klimavenlige valg, hvilket gør det afgørende, at de politiske tiltag understøtter (og ikke bremser) den udvikling.
Risikoen er, at selv små afgiftsstigninger kan skabe usikkerhed hos forbrugerne, hvis den politiske retning er, at elbiler fremover skal belastes med stadigt højere afgifter. Balancen består derfor i at opretholde statens indtægter uden at kvæle den efterspørgsel, der driver elbilsalget og den grønne omstilling fremad.
Vi anbefaler:
Find den bedste forsikring til elbil
Priser på Danmarks billigste elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den