Tovejsopladning i Tesla Model Y sparer dig for mange penge

I USA kommer Tesla Model Y Performance med tovejsopladning, som kan forsyne strøm til apparater (V2L). Med tovejsopladning er der udsigt til besparelser på 4.000 kr. om året.

Tovejsopladning i Tesla Model Y sparer dig for mange penge

I forbindelse med, at Tesla har introduceret Performance-udgaven af SUV’en Model Y i USA, har Tesla offentliggjort, at elbilen understøtter tovejsopladning.

Med tovejsopladning kan danskerne tjene flere tusinde kroner om året på at sende strøm tilbage til elnettet – se de store perspektiver i tovejsopladning.

Se også: Alle elbiler fra Tesla

Ny Tesla Model Y Performance har tovejsopladning

Tesla har tidligere på ugen lanceret Model Y Performance i USA, og i den forbindelse har bilmærket offentliggjort, at SUV’en nu understøtter tovejsopladning.

Tovejsopladning er en samlebetegnelse for flere teknologier, der kan udnytte, at strøm sendes fra højvoltsbatteriet via ladeporten (via en adapter) tilbage til en kompatibel ladeboks og videre til husstanden (vehicle-to-home/V2H) og elnettet (vehicle-to-grid/V2G) eller til andre elektriske apparater (vehicle-to-load/V2L).

Tesla Model Y Performance i USA understøtter ifølge Tesla V2L med op til 2,4 kW ladeeffekt, men den indbyggede lader i allerede eksisterende udgaver af Model Y skulle være i stand til 11,5 kW tovejsopladning ligesom Cybertruck – det er bare ikke aktiveret.

Funktionen bliver mulig i løbet af 4. kvartal 2025 via en softwareopdatering (version 2025.20 eller nyere).

Tesla Danmark oplyser, at tovejsopladning ikke er muligt i Europa, så sæt ikke næsen op efter, at det bliver aktiveret i Danmark lige foreløbig.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Tjen 4.000 kr. om året på at sende strøm tilbage til elnettet

Der er kæmpe perspektiver i tovejsopladning, som kan spare danske elbilister for mange tusinder kroner om året.

Teknologien gør det muligt for danskerne at sende strøm tilbage fra elbilens batteri til elnettet i de timer, hvor bilen alligevel holder stille, og hvor strømmen er dyr. Dermed man kan i teorien tjene penge på at sælge grøn strøm fra sin elbil tilbage til elnettet, når der er pres på elnettet i spidsbelastningstidspunkterne, og oplade elbilen, når der er billig og grøn strøm i eksempelvis nattetimerne.

Hele setuppet omkring tovejsopladning og det faktum, at der holder flere hundrede tusinder af store batterier i danske indkørsler, kan stabilisere elnettet og betyde, at der er behov for færre investeringer i at opgradere elnettet, fordi spidsbelastningerne bliver mindre.

Ifølge beregninger fra DTU kan blot 5.000 V2G-kompatible biler stabilisere Danmarks elnet ved store udfald, mens 1 mio. elbiler i 2028 kan levere mere strøm, end landet bruger i spidsperioder. Potentialet er altså enormt.

Et pilotprojekt foretaget af det svenske energiselskab Vattenfall viser, at elbilister kan spare op mod 4.000 kr. om året ved at stille bilens batteri til rådighed for elnettet. Det svarer til at få store dele – eller i nogle tilfælde hele – udgiften til opladning dækket.

Når først de nødvendige standarder, tariffer og den digitale infrastruktur er på plads, kan tovejsopladning blive nøglen til at gøre det endnu billigere og mere attraktivt at eje en elbil. En af forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre, er, at elbilerne understøtter teknologien, og det begynder Tesla nu på.

Se også: Test og anmeldelser af elbilers opladning

Perspektivering

Mange, men langt fra alle, elbiler understøtter tovejsopladning. Se alle elbiler med vehicle-to-load (V2L) og alle elbiler med vehicle-to-grid (V2G).

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Hvad koster Danmarks billigste elbil?
Guide til bedste og billigste ladeløsning til elbil