Toyota lover gennembrud med solid state-batterier

Toyota vil være først med solid state-batterier, der giver elbiler længere rækkevidde og hurtigere opladning, men bilgiganten risikerer at blive overhalet indenom.

Toyota lover gennembrud med solid state-batterier

Toyota melder om et nyt gennembrud i udviklingen af solid state-batterier, der giver elbiler længere rækkevidde, hurtigere opladning og øget sikkerhed.

Toyota vil være først med elbiler med solid state-batterier i 2027 eller 2028 – se fordelene ved solid state-battterier.

Se også: Alle elbiler fra Toyota

Toyotas solid state-batteri nærmer sig

Toyota rykker tættere på sit mål om at blive først i verden med elbiler, der bruger solid state-batterier eller faststofbatterier.

Solid state-batterier er en ny batteriteknologi under udvikling, som anvender en fast elektrolyt i stedet for en flydende elektrolyt. Elektrolytten er det materiale i et batteri, der leder ioner mellem katoden og anoden.

Foto: Toyota

Solid state-batterier har mange fordele såsom højere energitæthed og dermed længere rækkevidde, hurtigere opladning, bedre ydeevne og øget sikkerhed sammenlignet med dagens litium-ion-batterier.

Sammen med Sumitomo Metal Mining har Toyota udviklet et “meget holdbart katodemateriale”, der kan benyttes i alle solid state-batterier.

Toyota har som mål at lancere elbiler med ægte solid state-batterier med mindst 1.000 km WLTP-rækkevidde og en ladetid på 10 minutter i 2027 eller 2028 og at opnå verdens første praktiske brug af solid state-batterier i elbiler.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Solid state-batterier gør elbiler bedre

At solid state-batterier kommer i elbiler inden længe, betyder, at elbiler på det danske marked inden for få år får markant længere rækkevidde, kortere ladetid, bedre brandsikkerhed og længere holdbarhed – kort sagt bliver elbilbatterierne bedre over hele linjen.

Når solid state-batteriteknologien er klar til masseproduktion, vil elbiler kunne køre endnu længere på en opladning (mindst 1.000 km) end i dag og på sigt lade op lige så hurtigt, som man er vant til at tanke en brændstofbil. Det vil gøre elbiler endnu mere praktiske i hverdagen – særligt på langture.

Toyotas plan for introduktionen af solid state-batteriteknologi. Foto: Toyota

Indtil produktionen af solid state-batterier kommer helt op i gear, må danske elbilister dog forvente, at batteriteknologien i de første år først finder vej i dyrere elbiler, ganske enkelt fordi batterierne er dyrere at producere i mindre skala. Efterhånden som solid state-batterier bliver mere udbredte, ventes de at blive omtrent lige så billige som dagens LFP-batterier eller i bedste fald endnu billigere.

Vi stiller os dog tvivlende over for, om det rent faktisk bliver Toyota, der vinder det intense solid state-batterikapløb om at være først. Enormt mange virksomheder og bilproducenter såsom BYD, Mercedes-Benz, Samsung, SAIC, Honda, Nissan, BMW, CATL og QuantumScape arbejder ihærdigt på at kommercialisere solid state-batterier, og der findes allerede i dag elbiler med såkaldt semi solid state-batterier, hvor 95 procent af elektrolytten er fast.

Toyota har mange gange over det seneste årti meldt ud, at de arbejder på solid state-batterier, men teknologien bliver altså ifølge Toyota først klar i 2027 eller 2028. Noget tyder dog på, at Toyota ikke bliver først, for den amerikanske batteriproducent Farasis Energy begynder allerede at levere ægte solid state-batterier til udvalgte kunder sidst i 2025. Vi ved dog endnu ikke, hvornår de første elbiler med Farasis Energys faststofbatterier kommer til salg.

Se også: Disse elbiler er Bedst i Test

Perspektivering

Den hastige udvikling af ny batteriteknologi kan gøre elbiler med dagens batteriteknologi håbløst forældet allerede om et, to eller tre år.

Vi anbefaler derfor privatlease din næste elbil for at slippe for alle bekymringer om pludseligt store værditab som følge af den teknologiske udvikling. Læs mere om fordele ved privatleasing.

Vil du vide mere om faststofbatterier? Se fordele og ulemper ved solid state-batterier.

Vi anbefaler:
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Fordele og ulemper ved batteriteknologier: NMC, LFP, solid state m.fl.
Hvorfor vælge elbil?
Priser på de billigste elbiler i Danmark