Test: Disse elbiler er bedst til lange køreture
Ny test viser, hvilke elbiler der klarer sig bedst på langtur med kun ét kort ladestop. Testen viser, hvor langt elbilerne reelt kører på et fuldt batteri og 20 minutters lynladning – se hvilke elbiler der imponerer mest.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Test: Elbiler der både kører langt og oplader hurtigt
Mange danskere ynder at tage elbilen på bilferie, men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken elbil man kører i. Ideelt set bør man køre i en elbil, der har lang rækkevidde, lavt strømforbrug og hurtig opladning. Da vil man opleve lang tid mellem ladestoppene, og når man endelig skal oplade, går det lynhurtigt.
Men hvilke elbiler er bedst til den lange køretur? Det har den tyske bilorganisation ADAC undersøgt – og resultaterne er ganske interessante.
ADAC har opstillet et scenarie, hvor man kører en lang tur med et enkelt ladestop. Elbilen starter på 100 procent strøm, og når batterietniveauet når til 10 procent, foretager man en enkelt lynopladning i 20 minutter. Regnestykket består således af den rækkevidde, der kan tilbagelægges fra 100 til 10 procent strøm + den rækkevidde, der tilføres efter 20 minutter opladning. Med andre ord et udtryk for den bil, der kommer længst på et fuldt batteri og 20 minutters opladning på farten.
Testen er foregået ved brug af en 300 kW Alpitronic-lynlader, og flere elbiler har i dag fået så hurtig opladning, at en lynlader med så ”lav” effekt faktisk er flaskehalsen. Der er brugt automatisk batteriforvarmning, når det er muligt.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Porsche Taycan er langdistancekongen blandt elbiler
Rækkevidde- og ladetesten fra ADAC viser, at Porsche Taycan Performance Plus er den ubestridte langdistancekonge blandt elbiler. Med sit 97 kWh batteri og en imponerende gennemsnitlig ladeeffekt på næsten 275 kW formår Taycan at tilbagelægge 981 kilometer på en opladning og en 20 minutters ladepause, hvilket er mere end nogen anden elbil i testen.
Lige bag den placerer Hyundai Ioniq 6 sig overraskende som nummer to. På trods af et mindre 77,4 kWh batteri når den i alt 931 km takket være en effektiv ladekurve og et lavt strømforbrug.
På tredjepladsen finder vi Audi A6 e-tron, der kombinerer et 800 volt batterisystem med en maksimal ladeeffekt på 281 kW og således når 921 km. SUV’en Audi Q6 e-tron ligger ikke langt efter.
Lucid Air, der tidligere toppede ADACs test, er faldet til femtepladsen trods sit store 112 kWh batteri, fordi dens ladeeffekt hurtigt falder efter 50 procent SoC. Det begrænser den samlede rækkevidde i testen til 859 km.
Se også: De billigste elbiler i Danmark
Test viser, hvordan elbiler faktisk klarer lange ture
ADAC’s test er særlig interessant, fordi den kombinerer både rækkevidde og ladehastighed i ét samlet scenarie, der minder om virkeligheden. Hvor mange andre test kun måler elbilers rækkevidde, ladetid, ladeeffekt eller strømforbrug isoleret, viser denne test i stedet, hvor langt en elbil reelt kan køre på en fuld opladning og blot ét kort ladestop. Det er et kørescenarie, som mange kan relatere til – for eksempel hvis man krydser landsdele eller landegrænser.
Testen giver et mere praktisk billede af bilens evner til at køre langtur – altså hvor effektivt den klarer sig, når man eksempelvis kører på ferie gennem Europa.
Selv om testen udføres under kontrollerede laboratorieforhold, er den et mere realistisk og retvisende udtryk for, hvordan elbiler yder i praksis, når både rækkevidde, strømforbrug, ladekurve og ladeeffekt tages i betragtning.
Testen understreger altså, at rækkevidde på papiret kun er en del af historien.
Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Sådan lader du, når elprisen er lavest
Hyundai Ioniq 9: Rummelig SUV til hele familien
Test og anmeldelser af elbiler