NRGi sænker prisen på serviceaftaler og hæver spotpristillægget
Fra 1. december 2025 sænker energiselskabet og ladeudbyderen NRGi prisen på serviceaftaler til 20 kr./md., fordi elafgiften stort set forsvinder. Tilbage står en mindre attraktiv, men også væsentligt billigere serviceaftale. Samtidig øger NRGi tillægget på spotprisen.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Serviceaftaler hos NRGi bliver dårligere og meget billigere
Prisen på serviceaftaler hos NRGi sænkes fra 69 kr./md. til 20 kr./md. fra 1. december 2025. Det oplyser selskabet til eksisterende kunder.
Prisfaldet sker, fordi elafgiften i 2026 og 2027 sænkes til EU’s minimum på 0,8 øre per kWh ekskl. moms eller 1 øre per kWh inkl. moms. Hidtil har elafgiften været på 72,7 øre per kWh ekskl. moms eller 89,5 øre per kWh inkl. moms.
Dermed mister ladeudbyderne deres primære incitament til at sælge danske elbilister en serviceaftale – nemlig muligheden for at refundere elafgiften på vegne af kunderne. Tilbage står kun nogle forholdsvis ubetydelige fordele, som næsten ikke er penge værd.
Se også: Se de mest populære elbiler i Danmark
Garanti, service døgnet rundt og intelligent opladning
NRGi mener, at serviceaftalen fremover er 20 kr./md. værd. For det får man udvidet garanti på sin ladeboks, om end der i forvejen er lang garanti på flere ladebokse – for eksempel fem års fabriksgaranti på en Zaptec Go. Derudover får man også adgang til support på ladeboksen døgnet rundt. Da kan man få teknisk support til at få løst problemer med ladeboksen, hvis den skulle drille.
Sidst, men ikke mindst, giver en serviceaftale hos NRGi adgang til appen NRGi Opladning. Appen er en klon af Monta-appen, og derfor kan du opnå præcis samme funktionalitet ved at koble ladeboksen på den normale Monta-app og opnå funktioner såsom intelligent opladning. Det kan dog være nødvendigt at få ladeboksen frigivet af NRGi, før det vil virke.
20 kr./md. for en serviceaftale er et stort set ubetydeligt beløb for mange, så det er næppe det, der skræmmer kunderne væk. Det skulle da lige være, at en konkurrent som EWII har gjort deres serviceaftale helt gratis. Både OK og Norlys har sænket priserne på deres serviceaftaler med 30 kr./md.
Se også: Zaptec Go – en testvinder
NRGi’s elaftale bliver dyrere
Eksisterende eller kommende NRGi-kunder med en variabel elaftale hos selskabet skal derimod være opmærksom på, at NRGi øger tillægget på spotprisen fra 4 øre per kWh til 8 øre per kWh fra 1. februar 2026.
Har man et gennemsnitligt kørselsforbrug på 15.000 km om året svarende til 3.000 kWh og dertil et gennemsnitligt øvrigt strømforbrug i husstanden på 4.000 kWh om året svarer det øgede tillæg til en prisstigning på 280 kr. om året.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
De bedste ladeudbydere
Der er et væld af ladeudbydere i Danmark, og mange af dem arbejder intenst på at finde ud af, hvad de skal stille op med den stort set forsvundne elafgift i 2026 og 2027. Når det hidtil har været noget, de har kunnet tjene gode penge på, må flere af dem gentænke deres forretningsmodel.
Den faldende elafgift er en oplagt anledning til at overveje, om man bør beholde sin nuværende ladeudbyder eller skifte til en anden. Men hvilken? Se de bedste ladeudbydere i Danmark.
Er du i tvivl om, hvad den nedsatte elafgift i 2026 og 2027 betyder for dig? Læs mere om, hvordan elafgiften påvirker lademarkedet.
Vi anbefaler:
Priser på de billigste elbiler i Danmark