Skoda afslører elektrisk sedan
Hvordan vil en klassisk bil som Skoda 100 se ud, hvis den blev genfortolket i 2025 med et moderne design, elektrisk drivlinje og nutidens designsprog?
Det spørgsmål har Skoda forsøgt at besvare med et nyt designstudie, der bringer den ikoniske bil ind i en helt ny æra.
Se også: Alle elbiler fra Skoda
Ikonisk Skoda 100 genfødt som elektrisk sedan
Skoda har genskabt den ikoniske Skoda 100 som en moderne elektrisk sedan. Modellen, der oprindeligt blev produceret fra 1969 til 1977 og blev Skodas første bil til at blive solgt i en million eksemplarer, er blevet fortolket efter mærkets nye Modern Solid-designsprog.
Skoda-designeren Martin Paclt har bevaret bilens oprindelige proportioner og karakter, men har givet den nye elbil – som vel at mærke er Skodas første fuldelektriske sedan – et mere elegant, næsten limousineagtigt udtryk inspireret af Skoda Superb.
Målet har ikke været at lave en retrobil, men at overføre de rene, tidløse linjer til en moderne elektrisk sedan, som kunne være en alletiders konkurrent til den mest populære elektriske sedan gennem tiden, Tesla Model 3.
Den nye konceptbil fra Skoda byder på tydelige nutidige designelementer såsom lygterne, mere skulpturelle flader og markante lysstriber foran og bagtil, som henter inspiration i originalens krom og luftindtag.
Et modigt greb er fjernelsen af bagruden, som giver en unik form og plads til et nyt luftindtag, der understøtter den elektriske drivlinje bagtil.
Vi forventer desværre ikke, at denne moderne hyldest til en af Skodas mest elskede modeller bliver en realitet i denne form, men konceptbilen kan være med til at inspirere Skodas designere i udviklingen af det, der på et senere tidspunkt ventes at blive en elektrisk Skoda Superb – dog i første omgang som stationcar, men mon ikke vi også får den at se som sedan?
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Kommende elbiler fra Skoda og andre bilmærker
Hvilke elbiler er Bedst i Test?



