Apple AirPods – De mangler noget vigtigt [TEST]

Fremtiden er trådløs ifølge Apple: de trådløse AirPods er et helt rigtigt skridt i den retning. Men de mangler noget vigtigt.

Apple AirPods – De mangler noget vigtigt [TEST]

I september skrottede Apple det traditionelle jack-stik i sin nyeste iPhone 7 og erklærede at nu skulle fremtiden være trådløs.

Desværre er trådløse headsets langt fra at være lige så enkle i brug: den trådløse parring er langt fra altid enkel og pålidelig – og du skal altid huske at have batteriet opladt.

Disse problemer, og andre små issues, vil Apple adressere i deres første trådløse headset: Apple Airpods.

Læs også: Intet jackstik i iPhone 7? Her er 5 fede trådløse løsninger

Apple Airpods
Foto: apple.com

Specifikationer Apple AirPods

Mål: 40,5 x 18 x 16,5, 4 gram x 2
Mål (opladeetui): 44,3 x 21,3 x 53,5, 38 gram
Batteri: op til 5 timers uden dock, op til 24 timer med dock
Opladning: 15 minutter i dock giver op til 3 timers afspilning
Tilslutning: Bluetooth
I pakken: 2 x AirPods, opladeetui, Lightning-USB kabel
Farver: Hvid
Pris: 1.379,- kr.

Apple Airpods

Først er der det med udseendet. Bluetooth-headsets er sjældent særligt gennemdesignede, hvorfor de oftest gemmer sig bag neutral formgivning og mørke farver.

Her forsøger Apple i stedet det modsatte. AirPods er så blændende hvide, at de står i skærende kontrast til selv vinterbleg hud. Formen imiterer de velkendte Earpods – men det manglende hvide kabel signalerer til omverdenen, at her er Apples nyeste gear. Det ser nu lidt spøjst ud.

Det sære look gjorde, at jeg frygtede undrende blikke rundt i byen under årets obligatoriske juleshopping. Det var der nu ikke noget af.

En anden potentiel frygt forduftede også hurtigt: til trods for at de er glatte og vejer bare 4 gram sidder de tilstrækkeligt fast til, at jeg ikke frygter at miste dem. Selv under løbeturen forblev de trofast på deres plads.

Se også:  Sennheiser OCX 686 – klar til start [TEST]

Apple Airpods
Apple AirPods oplades automatisk op når de er gemt af vejen

Et smart etui

Anden del af ligningen bemærkes ikke lige så ofte, da den sandsynligvis vil spendere det meste af sin levetid i dine lommer.

Med Apple Airpods følger nemlig et opladeretui der, som navnet antyder, både fungerer som oplader og etui.

Det ligner en bøtte tandtråd på afstand og fylder omtrent det samme – den vil derfor snildt kunne gemmes af vejen.

Rent mekanisk er den en fornøjelse at betjene. Alt åbner og lukker på sikker magnetisk vis, men det er alligevel let både at åbne og fiske de to AirPods op af etuiet.

Læs også:  Sony SBH70 – trådløst og talentfuldt headset [TEST]

Oplader-delen er også yderst vellykket, da den, som det eneste headset til dato, kan lynoplade headsettet. Således kan du på et kvarter tanke headsettet fra nul til 60 procent. Det rækker til mere end 3 timers trådløst brug.

Alt i alt gemmer etuiet på strøm til over et døgns musikafspilning. Du er derfor ikke afhængig af, at have en stikkontakt i nærheden. Etuiet har strøm til i alt fire fulde optankninger.

Apple AirpodsApple Airpods
Apple AirPods

Verdens nemmeste opsætning

Det største frustrationsmoment i et trådløst headset plejer at være den trådløse opkobling. Med Airpods er parringen mellem headset og iPhone dog den enkleste jeg har oplevet til dato.

Det eneste du behøver at gøre, er at føre headsettet op til mobilen, klik på ’tilslut’ på skærmen og på knappen på etuiet. Så vil dine enheder selv klare alle bluetooth-paragrafferne uden at du behøver at rode rundt i indstillingsmenuer.

Den uhyre enkle betjening stopper ikke her. En lille skare af sensorer i hver øreprop registrerer hvorvidt de sidder på ørene, i etuiet eller andetsteds. Og når de er i ørerne tænder de automatisk op og slutter sig til din nærmeste Apple-enhed.

Selve overgange fra enhed til enhed foregår også sømløst – klikker du på ’Play’ på en anden enhed, foregår skiftet fuldautomatisk.

Se også:  Vifa Oslo – Trådløs og fuld af lækkerier [TEST]

Den trådløse forbindelse er også blandt de mere robuste af slagsen. Så længe du er indenfor ti meter rækkevidde bider Airpods sig fast til din Bluetooth-kilden – selv hvis et par husvægge skulle være i mellem.

AirPods virker desuden med andet end iOS- og Mac-enheder via Bluetooth. Her sker opsætningen dog på klassisk vis igennem din enheds indstillingsmenuer.

Apple Airpods
Apple AirPods er overraskende små

Tåbelig betjening

Indtil videre er mødet med Apples Airpods en fornøjelse – dog kun indtil jeg dristede mig til at skrue op for volumen. Dette, umiddelbart simple, ønske indfries på følgende måde:

  1. Prik et par gange på headsettet for at aktivere AirPod’en
  2. Prik et par gange til – fordi Airpod’en ikke altid forstår dit oprindelige dobbeltprik
  3. Musikken stopper
  4. Vent et sekund på, at stemmeassistenten Siri går i gang
  5. Bed Siri om at skrue op
  6. Vent et halvt sekund på, at ordren forstås og omsættes til handling
  7. Musikken genoptages
  8. Gentag punkt 1-7 i ny og næ, da Siri ikke altid forstår hvad der bliver sagt
  9. Gentag punkt 1-8 hvis du vil have skruet mere end et enkelt nøk op.

Samme indviklede fremgangsmåde skal også følges hvis du vil skrue ned, spole frem/tilbage eller bare stoppe musikken. Det virker desuden slet ikke, hvis du har handsker på.

At kalde processen for kringlet og unødig indviklet er mildest talt en underdrivelse. Jeg droppede i hvert fald hurtigt Apples tåbelige Siri-baserede betjening og tog mobilen frem for at skrue op der. Det er en kluntet løsning, men stadig langt mere anvendeligt end det Apple forsøger at prakke en på.

Se også:  Plantronics BackBeat 100: Bedst til en ting [TEST]

Selv hvis Siri på sigt skulle blive bedre til at forstå, hvad der blev sagt, ville jeg fravælge (og fraråde) denne form for betjening. Jeg er sandsynligvis også ikke den eneste, der nægter at bræge Siri-kommandoer ud i toget, trafikken, kontoret eller noget som helst andet sted, hvor andre mennesker er omkring.

Vi er vist også nogle stykker der sætter pris på, hvis du lader være.

En anden mulig udvej for at omgå betjeningskvalerne, er at ty til et smartwatch – hvis du altså har sådan et i forvejen.

I hverdagen savner jeg også en form for indikation på hvornår batteriet er tømt, før det er for sent. Det er dog en lille trøst at musikken ikke stopper brat – først sætter den ene ud, derefter den anden.

Apple Airpods
Lydkvaliteten fra Apple Airpods er velkendt

Lyder velkendt

Det lydbillede som Airpods leverer vil være velkendt, for det er indstillet til at levere samme åbne og tilfredsstillende lyd som kendetegner Earpods. Har du et sæt Earpods liggende, kan du derfor nemt selv vurdere om de spiller godt nok.

Lyden der leveres er ukompliceret og godt repræsenteret i både bas, diskant og mellemtoner. Du skal dog ikke forvente noget audiofilt præcisionsværktøj – et kablet headset som de billige OnePlus Bullets leverer et langt mere detaljeret lydbillede her.

En anden ulempe, ifølge nogen, er det åbne design, for det gør, at den omkringværende støj blander sig, når musikken spiller.

Alt i alt vil Airpods ikke opnå berømmelse for deres lydkvalitet.

Selve headset-funktionerne er også kun knap godkendte. Tale går sådan set fint igennem – her er dog ingen nævneværdig støjreduktion under opkald. Er der meget støj omkring dig under samtalen, vil det endda forvrænges til digitalt mudder i den anden ende.

Se også:  Plantronics BackBeat FIT – Skræddersyet til løbeturen [TEST]

Apple Airpods
Det bedste ved AirPods er faktisk etuiet

Både dumt og genialt

Apple har tydeligvis haft en knapløs og trådløs vision for deres AirPods. Denne trådløse del brillerer AirPods i, ved at levere en intelligent pakke, der på smart vis forstår at oplade og tilslutte sig selv, når der er behov for det.

Den knapløse styring er jeg langt mere kritisk over for. Siri er langt fra pålidelig og enkel nok i hverdagen til at Airpods kan bero 100% på stemmestyring. En enkel knap til volumen/musikkontrol på hver side, kunne her ophøje hele oplevelsen fra det frustrerende til det anvendelige.

Slutteligt er musik- og talekvaliteten ikke noget synderligt at skrive hjem om – en streg regning når nu sættet løber op små 1.400 kroner. Sonys SBH-70 leverer her samme trådløse lydkvalitet til bare en tredjedel af prisen.

Apples første trådløse headset er altså et par knapper og en hi-fi upgrade fra at være en varm anbefaling værdig – det bliver derfor til 4 stjerner herfra.

Se også:  Beoplay H5: Prøv dem før du køber dem! [TEST]

Fordele:

  • Fikst, holdbart design
  • Enkel, pålidelig tilslutning
  • Lang driftstid

Ulemper:

  • Middelmådig lydkvalitet
  • Idiotisk Siri-betjening
  • Høj pris
 

Mere om fortællingen

Historien slutter ikke her. mobilsiden fortsatte historien. d. 22/12/2016 dykkede vi igen ned i emnet med nyheden Mobilsiden kårer: Årets streamingtjeneste – Historien finder du her. Og der er sket meget siden. Klik her for at læse seneste nyt om temaet..